Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Elg.
Genkomst
Af Rune Engelbreth Larsen
Elg. Elsdyr. Elgtyr. Verdens største hjort (foto © Rune Engelbreth Larsen)
I de seneste 100 år har Nordens giraf flere gange krydset Øresund og forsøgt at slå sig ned i Gribskov, men de fleste er enten blevet indfanget, fordrevet, kørt ihjel eller skudt. I dag får verdens største hjorteart hjælp til atter at leve i danske naturområder …
1. Svea, Oscar, Elga og andre legendariske elge på Sjælland
I 1930 opdager tre svenske fiskere en elgko, der svømmer rundt i Øresund tæt på den danske kyst nær Helsingør. Fiskerne driver det store dyr retur til Sverige, og snart stavrer den ind på kysten nær Helsingborg igen. Ingen ved, om det er første gang en svensk elg har forsøgt at blive den første danske elg i årtusinder, eller om andre svenske elge forgæves har gjort forsøget før den. Men det er i hvert fald ikke sidste gang.
I september 1933 dukker en elgko pludselig op i de nordsjællandske skovområder, som var den faldet ned fra himlen. Ingen ved med sikkerhed, hvorfra den kommer, men efter alt at dømme er den også svømmet fra Sverige over Øresund. Det er en naturhistorisk sensation og et uventet eventyr. Elgkoen bliver en sand medie-darling med kolossal pressebevågenhed, og iagttagelser af elgens færden finder vej til landets aviser i årevis. Ekstraordinært fredes elgen midlertidigt i december 1933 gennem en bekendtgørelse fra Landbrugsministeriet, og da fredningens udløbsdato nærmer sig, forlænges den få år senere.
Den feterede elgko trives tilsyneladende på Nordsjælland, primært i Gribskov, men det er også en meget ensom tilværelse at være den eneste af sin art i Danmark. Eventyret er imidlertid kun lige begyndt, for i september 1942 slutter ensomheden, da en svensk elgtyr svømmer i land ved Rungsted. Og selv om risikoen for at forbigå hinanden unægtelig er overhængende, når man på må og få tøffer rundt i Sjællands skove, er heldet på romantikkens side – de to artsfæller finder hurtigt hinanden, og sød musik opstår. Desværre slutter romancen alt for tidligt, for allerede den 11. januar 1943 bliver elgtyren fundet død i Teglstrup Hegn ved Helsingør på grund af kronisk forstoppelse. Elgkoen er atter muttersalene.
Elg-eventyret har begejstret nationen, der blot var én kalv fra at have den mindst mulige elg-bestand tilbage i dansk natur. Dyrenes stjernestatus betyder imidlertid også, at der opstår en hidsig strid om den døde elgtyrs skæbne, eftersom både Zoologisk Museum i København og Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm ønsker at få hænderne i kadaveret, der skal udstoppes. Zoologisk Museum mener ikke, at elgen hører hjemme på et jagtmuseum, eftersom den slet ikke er jagtbart vildt i Danmark, men statsskovbrugets skovrider Poul Rosen er uenig, og derfor må Zoologisk Museum se elgen gå deres næse forbi – og den populære attraktion havner på Jagt- og Skovbrugsmuseet.
Måske inspirerer elgenes sjællandske stjernestunder godsejer Heinrich Carl Schimmelmann helt ovre i Nordjylland, for i februar 1945 forsøger han at etablere en jysk elg-bestand i Tofte Skov. På det tidspunkt er skoven ejet af Lindenborg Gods, og der er i forvejen udsat vildsvin og kronhjorte, da fire svenske elgkalve udsættes i et mindre karantæneområde. Den lille bestand består af en treårig elgkvie og tre kalve, heriblandt to tyre, som imidlertid bliver tilvænnet fodring. Alligevel er de hurtige til at forsvinde i terrænet, da de slippes løs på det 40 kvadratkilometer store naturområde, og snart er elgene som sunket i jorden.
Da det endelig lykkes at genfinde dem, er de alle sammen døde af sult, hvilket ikke alene sætter et brat punktum for det første jyske elg-projekt, men også illustrerer problemet ved at vænne vilde dyr til at blive fodret (Alex-Hansen 1946).
På Nordsjælland har man mere held med sig, for elgbestanden vokser i Skåne og giver flere dyr eventyrlyst. I september 1946 tager endnu et par svenske elgtyre chancen, krydser Øresund og slår sig ned på Nordsjælland. De bliver løbende iagttaget i flere nordsjællandske skovområder, og i princippet er der altså en dansk elg-bestand på tre dyr (Ujvári 2007). I de følgende år finder mindst en af de to endog sammen med elgkoen, og Danmark venter spændt på, om vi denne gang skal få den første elgkalv i dansk natur i årtusinder.
Svenske elge er dog ikke færdige med at søge til Danmark, og i 1949 finder en fisker en død elgtyr drivende omkring så langt borte som i Storebælt. Kroppen er stadig varm, og eftersom de øvrige sjællandske elge fortsat lever, er det altså lige ved og næsten, at landet har fået sin beskedne elg-bestand forøget fra tre til fire – om end det ikke er til at vide, hvordan den er havnet i Storebælt.
Imens bølger diskussionen frem og tilbage om elgenes fremtid i dansk natur, og skovrider Poul Rosen er ikke i tvivl om, at den ingen fremtid har. Til Jagtvennen udtaler han i 1949, at det er ”morsomt med nogle ganske få elge, men man er bange for, at en større bestand vil kunne gøre skade på træerne”. Med ”skade” er det træernes tømmerværdier, han tænker på, ikke hvad der måtte være til gavn for skovnaturen. Som vi skal vende tilbage til, består en stor del af elgenes føde af kviste, blade, knopper og træopvækst, hvilket kan gå ud over de pågældende træers anvendelighed i skovbruget, men til gengæld er en sjælden og tiltrængt økosystemfunktion, der gavner skovnaturen i almindelighed.
Rosen er heller ikke bleg for at antyde, at den berømte elgko måske ikke er kommet til landet på naturlig vis. Ganske vist lader han Jagtvennen forstå, at elgtyrene må være svømmet over Øresund fra den voksende elgbestand i Skåne, men han finder det alligevel meget muligt, at elgkoen kan være kommet til landet på en ”unaturlig” måde: ”Det kan godt tænkes, at en eller anden meget zoologisk interesseret har ladet den transportere herover.”
Det minder lidt om nutidens konspirationsteorier om, at ulvene i Jylland ikke er indvandret af sig selv, men er transporteret fra Tyskland i biologers varevogne. Det er selvfølgelig ikke blot usandsynligt, men også unødvendigt, eftersom både ulve og elge indvandrer igen og igen. Tilbage i 1949 har der allerede været mindst seks svenske elge tæt på den sjællandske kyst, hvoraf fire er nået i land, hvorfor heller ikke elgenes indrejse er et særsyn, der kalder på en særlig mistro.
I mellemtiden ses elgkoen stadig af og til i selskab med en af de to elgtyre, men der kommer ingen kalve ud af romancen, og i oktober 1951 falder den efterhånden bedagede elgko omkuld i Valby Hegn. Det afkræftede dyr bliver opdaget, og en dyrlæge tilkaldes, men konstaterer, at der ikke er noget at stille op. Imens bevæger elgtyren sig i cirkler omkring sin udkårne, blot en snes meter borte (Toksvig 2009).
Danmarks presse er på den anden ende. Landsdækkende aviser skriver nekrologer over berømtheden, der er gået bort, og der er sågar omsorgsfulde ord til den efterladte enke-elgtyr.
Danmarkshistoriens mest berømte elge er udstoppet og kan ses på Det Grønne Museum, Djursland. Elgkoen ankom i 1933 og levede i nordsjællandske skove indtil 1851. Bagerst er det elgtyren, der ankom i 1943 og døde i 1944. (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Elgkoens død er dog knap nok offentliggjort, før Ekstra Bladet sætter himmel og jord i bevægelse for at skaffe en ny mage til den triste tyr i Gribskov. Det lykkes at få Stockholm Tidnings direktør til at stille en elgko til rådighed, og avisens læsere opfordres til at indsende navneforslag – Svea kåres som vindernavn. I november 1951 oprinder dagen, og i silende regn møder 4.000 entusiastiske sjællændere op på kajen i Helsingør for at byde Svea velkommen. I begyndelsen anbringes hun i en indhegning, hvor hun nærmest overrendes af nysgerrige, som det efterfølgende genfortælles i Det Bedste fra Reader’s Digest med den sigende titel: ”Elgen, der ikke ville være vild.”
Vildtbiologen Lars Toksvig opsummerer i en senere rapport: ”Sommergæsterne strømmede til indhegningen ved gården for at se vidunderet. Nogle af dem gav Svea borgmesterstænger og andet godt … så meget at den fik diarré. Da diarreen var standset, blev Svea med Landbohøjskolens dyreambulance kørt ind og udsat midt i Gribskov.” (Toksvig 2009). Dernæst vandrer elgkoen imidlertid direkte ind i Helsinge, hvor den især interesserer sig for den lokale bagerbutik – måske har den fået smag for borgmesterstang?
Selv om Svea flere gange jages tilbage til Gribskov, vender den atter tilbage til Helsinge og lægger sig midt på vejbanen eller glaner foran bagerens butiksrude. Den er for længst blevet så vant til menneskeligt selskab, at man igen må sætte den ud i den oprindelige indhegning. Et sidste forsøg på at få den til at leve vildt i Gribskov opgives i foråret 1952, da den stadig er mere interesseret i kagerne i Helsinge end i sine artsfæller i skoven.
Det bliver ikke til et arrangeret elg-ægteskab, og Svea indfanges og foræres til Zoologisk Have i Randers, hvor hun straks får stjernestatus og mødes af talstærkt publikum på ankomstdagen. Elgkoen bydes velkommen af byens turistchef, der forærer den en overdimensioneret morgenkrydder.
Senere samme år ender Svea sit liv – død af en fordøjelsessygdom.
Elgkoen Svea hentes til Gribskov i 1951 på foranledning af Ekstra Bladet for at gøre to fritlevende elgtyre selskab. Talrige nysgerrige sjællændere valfarter til den foreløbige indhegning og fodrer hende med bagværk fra ankomsten af, og da hun slippes løs i Gribskov, vandrer hun gentagne gange ind til bageren i Helsinge. Til sidst må man droppe at lade Svea blive i naturen, og i 1952 transporteres hun til Randers Zoologisk Have og bydes velkommen af den lokale turistchef med en gigantisk morgenkrydder. Samme år dør hun af en fordøjelsessygdom. Et tragisk billede på datidens 'forståelse' af genudsætningen af vilde dyr (Foto: Johannes Sylvestersen, Randers Stadsarkiv.
Skæbnen er heller ikke venlig over for den elgtyr, som elgkoen var tiltænkt. Han bliver aldrig den samme efter hans udkårnes død i 1951, hvilket jo kan gøre selv den bedste gal. Han begynder at blive aggressiv og får tilnavnet Den Gale, og i 1952 bliver han skudt. Hans følgesvend fra 1946 lever her lidt endnu, men forsvinder sporløst i 1953.
En permanent tilstedeværelse af én eller flere elge i Gribskov er forbi efter 20 år – i det mindste indtil videre. I 1956 har en elgtyr atter kurs mod Nordsjælland, men vender om midt i Øresund, hvorefter elg-indvandringen holder pause frem til juni 1972, hvor endnu en elgtyr foretager den velkendte svømmetur og denne gang går i land ved Hellebæk. Han får navnet Oscar, men indfanges og returneres dog allerede samme år til Sverige (Ujvári 2007).
I september 1984 svømmer den næste elgtyr til Sjælland, men bliver kørt ihjel i trafikken blot seks dage senere.
I juli 1986 svømmer en elgko og to elgtyre i samlet flok over Øresund, men da de nærmer sig stranden ved Helsingør, går det galt. Elgkoen og en af elgtyrene bliver skræmt af de mange strandgæster og forsøger at svømme retur, men drukner snart under bestræbelserne, formentlig både skræmte og udmattede. Den tredje elg når i land, men bliver skudt med bedøvelse, da den løber rundt i strandkanten foran Hotel Marienlyst. Alligevel kaster den sig ud i bølgerne igen, og det lykkes den halvbedøvede og afkræftede elgtyr at svømme til Helsingør lystbådehavn, hvor den indfanges af Falck og transporteres til Zoologisk Have i København. De glade elg-eventyr i 1930’erne og 1940’erne er slut, og elgtyren kommer aldrig ud i naturen, men ender senere sit liv i en tysk dyrepark (Toksvig 2009).
Den sidste elg, der tager chancen i det forrige århundrede og svømmer over Øresund til Nordsjælland, er en elgko, der pludselig dukker op i Hornbæk Plantage i juli 1999. Elgen spottes derefter i forskellige skovområder de følgende måneder, og under stor pressebevågenhed når den på et tidspunkt så langt sydpå som til skovene ved Vordingborg. Den følges nært af politiet, der helst vil indfange den og transportere den til Asnæs Dyrepark, men Verdensnaturfonden (WWF) og Danmarks Naturfredningsforening protesterer. De kræver, at forfølgelsen afblæses, at dyret får fred og betragtes som en berigelse af dansk natur.
Diskussionen slutter dog i maj 2000, da elgtyren bliver kørt ihjel af et intercitytog øst for Ringsted.
Også i de senere år har der været elg-rygter på Nordsjælland, men den eneste sikre dokumentation stammer fra juni 2018, hvor en video viser en elgko nær Helsinge. Den bliver navngivet Elga og observeres flere gange i de nordsjællandske skove, bl.a. Gribskov, før den forsvinder. I april 2020 kontaktes Danmarks Naturfredningsforening imidlertid af flere, der uafhængigt af hinanden mener at have set en elg forskellige steder i Nordsjælland – kunne det være Elga igen? Hvem ved.
Jylland har også haft besøg af elge i nyere tid, om end det i begge tilfælde er døde dyr, der er drevet i land på den jyske kyst. Den første i 1972 og den anden i 1978 (Toksvig 2009).
Når det dansk-svenske elg-eventyr er blevet udfoldet i detalje, skyldes det ik-ke alene, at det er et fornøjeligt eventyr, der strækker sig over et lille århundrede fra den første mislykkede elgindvandring i 1930, men også fordi det i mange henseender er et lærerigt eventyr. Om hvordan Danmark nær fik sin første elgbestand efter årtusinders fravær, men også om, hvad der sker når vilde dyr tæmmes og vænnes til at blive fodret, og hvor risikabelt det er for store dyr krydse rundt i et tæt trafikeret Danmark.
Ser vi bort fra de fire elgkalve, der blev udsat i Tofte Skov i 1946, og Svea, der blev udsat i Gribskov i 1951, har mindst 16 elge af sig selv taget turen til Danmark siden 1930. Ser vi også bort fra de tre elge, der er druknet i Nordsøen eller Storebælt uden menneskelig indblanding, og de to elge, der vendte om i 1930 og 1956 (eller blev gennet tilbage til Sverige), er 11 elge nået levende til kysten på Sjælland (eller meget tæt på). Af deres historie kan vi for det første konstatere, at elge naturligt har søgt mod Danmark i omtrent et århundrede. For det andet kan vi konstatere, at det er menneskelige aktiviteter og beslutninger, der har forhindret 7 af de 11 elge i at kunne leve et helt liv i dansk natur: To elge er blevet indfanget og sendt til Sverige og Tyskland, én er blevet skudt, én er kørt ihjel i trafikken, én er kørt ihjel af et IC3-tog, og to er druknet efter at være blevet skræmt af strandgæster.
Hvis elge skal få kalve og grundlægge en blivende bestand på Sjælland, forudsætter det selvfølgelig, at mindst én elgko og én elgtyr enten svømmer over sundet sammen eller i hinandens levetid – og at de finder hinanden, inden de bliver kørt ihjel, skudt, fordrevet, indfanget og deporteret. Som vi har set, er det ikke umuligt, eftersom to elgtyre faktisk nåede at danne par med den legendariske elg-ko, der levede i Nordsjælland i 1933-51, men selv om elge faktisk indvandrer af sig selv i vores tid, forhindrer – eller i det mindste hæmmer – vi direkte og indirekte deres mulighed for at leve her.
De elge, der ankom i første halvdel af 1900-tallet opnåede stjernestatus, og vi kan for så vidt stadig besøge tre af dem. De udstoppede dyr, der var udstillet på Jagt- og Landbrugsmuseet i Hørsholm, er i dag flyttet til andre bygninger nær Auning på Djursland, hvor museet har skiftet navn til Det Grønne Museum. Her kan man opleve elgkoen fra 1933 side om side med elgtyren, som hun dannede par med i få måneder i 1943-44. Og på væggen få meter derfra hænger hovedet af elgtyren Den Gale, der blev skudt i 1952.
Som vi skal vende tilbage til, slutter det danske elg-eventyr dog ikke i en glasmontre eller med hovedet på en væg – men først skal vi se nærmere på, hvordan det hele begyndte for mange årtusinder siden, da elgene hertillands ikke blot var nogle få indvandrere fra Skåne.
Anderledes lettere end i 1900-tallet har det været at være elgko og elgtyr i sen-istiden og de følgende mange årtusinder, hvor der ikke var nogen infrastruktur med intercitytog og biler, og hvor der var fri indvandring for elge og andre arter på kryds og tværs af Nordeuropa.
Elgko, fotograferet i Holland (foto © Rune Engelbreth Larsen)
2. Elgens tidligste danmarkshistorie strækker sig over næsten 9.000 år
Elgen indvandrer i slutningen af istiden for ca. 14.000 år siden, hvor klimaet en overgang er mildnet, men den forsvinder formentlig igen omtrent halvandet årtusind senere, da kulden vender stærkt tilbage. Yderligere et årtusind senere svinger klimapendulet igen, og istiden slutter langt om længe, hvorpå elgen atter vender mulen mod nord (Aaris-Sørensen 2016: 222f). I Vonsmose ved Haderslev er f.eks. fundet et komplet skelet, der er mellem 13.400 og 13.800 år gammelt, og i Kildeskoven ved Gentofte er der fundet et meget imponerende kranie af en elgtyr, der er 13.000 år gammelt (ibid.: 59f).
Elge kunne både indvandre fra syd og fra vest, eftersom havniveauet dengang var langt lavere end i dag, og det nuværende Danmark og Storbritannien var forbundet i kraft af det store landområde Doggerland, der nu er Nordsøens havbund.
Den store hjort har tidligt spillet en central rolle for de første ’danskere’, hvor den afløser rensdyret som det vigtigste jagtvildt.
En sirligt dekoreret ravfigur, der er fundet ved Egemarke i Nordvestsjælland i 1952, afbilder et elghoved og er muligvis Skandinaviens allerældste plastiske kunstværk (Michaelsen & Petersen 2016). Hovedet har tydeligvis været del af en større figur og er formentlig blevet båret som amulet, efter at det er afbrækket. Endnu en dekoreret rav-elg bliver fundet i 2015 ved Næsby Strand på Storebæltskysten, men denne figur er intakt og lidt anderledes. Selv om den også kunne ligne en vildhest, minder figurens let knælende positur påfaldende om elgens måde at ’gå i knæ’ på (Petersen 2016a).
Elgtakker og -knogler er blevet anvendt til mange forskellige formål, og allerede i ældre stenalder har man fremstillet 10-15 forskellige redskaber af elgens eller uroksens knogler (Andersen 2001: 151). Et 53 centimeter langt redskab af elsdyrtak, der er fundet i en mose ved Uggerløse nær Åmosen på Sjælland, er også smukt dekoreret med indskårne geometriske mønstre, der formentlig udtrykker elgens centrale betydning i datidens åndelige verdensbillede, der især udfoldes på norske helleristninger. Vi ved naturligvis ikke meget om idéindholdet i stenalderjægeres mulige elg-klaner, eller hvordan elgkulten er foregået for adskillige årtusinder siden, men der er fundet tandperler, redskaber og våben af elsdyrtak og ben i jægerstenalderen herhjemme, og fra antropologien ved vi, at vigtige byttedyr er totemdyr for flere folkeslag, der langt op i nyere tid har levet som stenalderjægere og -samlere. I et oversigtsværk om jægerstenalderen skriver Søren H. Andersen: ”Når vi finder så særprægede genstande som andefødder, allikevinger, ravstykker, små hvide ten, svovlkis samt tænder af ræve- og hundehvalpe i gravene, så må der være tale om totemstykker …” (Andersen 2001: 83). Blandt datidens smykker finder vi desuden sneglehuse og dyretænder fra bl.a. kronhjorte, vildsvin, ulve, bjørne og elge (ibid.: 76f).
I mere end én forstand er elgen altså en vigtig del af eksistensgrundlaget for datidens mennesker, og kød, skind, knogler og gevir har kunnet finde forskellig anvendelse, men i længden bliver jagtrykket formentlig for højt, og efter 5.000 år er det slut på Sjælland: ”Jagten var så hård, at arten blev udryddet på Sjælland for ca. 8.500 år siden,” hedder det i Nationalmuseets online-indblik i jægerstenalderen (Natmus.dk). Elgens exit falder ikke mange århundreder efter, at de fortsatte havstigninger har adskilt Sjælland fra fastlandet som en ø, hvorfor elgene og mange andre dyr ikke længere kan sprede sig lige så let hele vejen fra Europa gennem Jylland og tværs over det nuværende Storebælt og Øresund. Havet er med andre ord blevet en ekstra barriere for dens udbredelse på et tidspunkt, hvor jagttrykket presser bestanden i bund.
I Jylland, hvor der er mere plads og en ubrudt landskabelig sammenhæng med Europa mod syd, overlever arten dog endnu i fire årtusinder og dermed helt ind i bondestenalderen. Også her er den dog et eftertragtet jagtvildt, der bliver yderligere presset af afskovning, agerland og tamdyr, som fragmenterer naturen og generelt presser de store vilde dyr (Aaris-Sørensen 2016: 173). For ca. 4.500 år siden er den sidste elg også udryddet i Jylland, og en nøgleart er dermed en saga blot i det forhistoriske Danmark.
På linje med andre af de store dyr har elgen til det sidste spillet en rolle i datidens åndelige verdensbillede. For ca. 5.000 år siden, hvor den er tæt på udryddelse, tyder knoglefund af bjørn og elg på en ceremoniel anvendelse ved bopladsen Kainsbakke på Djursland (Lassen 2019). Ganske vist stammer knoglerne formentlig fra dyr, der er nedlagt i Sverige, men det kan også have været en nødvendighed, hvis deres åndelige betydning har overlevet dyrenes tilstedeværelse herhjemme.
Men har datidens danske jægere kunnet udrydde elgen på vores breddegrader for flere årtusinder siden, hvor landet langtfra var så tæt befolket som i dag?
Det står i dag klart, at stenalderjægere mange andre steder i verden allerede har været i stand til at nedlægge og udrydde endnu større dyr i titusindvis af år, så det er meget sandsynligt.
Bue og pil kendes også fra ældre stenalder herhjemme, hvor de er fundet i vådområder ved Holmegaards Mose på Sydsjælland og på undersøiske pladser ved Tybrind Vig, Ronæs Skov og Hjarnø, hvor stenalderjægere har huseret, da havniveauet var lavere end i dag (Jensen 2017).
Nogle af de ældste og bedst bevarede er resterne af fire mandslange Holmegaard-buer, der er ca. 9.000 år gamle, og knoglefund med skudsår vidner om, at pilene har haft en hårdtslående gennemslagskraft (Andersen 2001: 109). Men stenalderjægerne havde også andre trumfer at trække på.
Ravfigurer som denne knælende elg er blandt jægerstenalderens tidligste plastiske kunstværker i Skandinavien. Fundet ved Næsby Strand (Foto: Arnold Mikkelsen / Nationalmuseet; CC 4.0).
En såret elgtyr, hvis skelet er fundet i en sø ved Tåderup på Falster i 1922, er formentlig død under jagt for omkr. 8.700 år siden – den har været en af de sidste af sin art øst for Storebælt herhjemme. I samme tørvegrav er der fundet en stortandet harpun, der har været et yndet jagtvåben til at jage elge i vådområder, og som oftest er fremstillet af knogler fra elg eller kronhjort. Men en særlig effektiv metode til at nedlægge elge fuldendes af yderligere to vigtige elementer: hunde og både.
De tidligste europæiske fund af knogler fra hundelignende dyr er over 30.000 år gamle, og de er formentlig ankommet tidligt med nogle af de første stenalderjægere, der drager nordpå til det nuværende Danmark. I skoven skjuler byttet sig naturligvis lettere for menneskeøjne end for hundens lugtesans, og de første spor af hundegnav på elsdyrknogler herhjemme er formentlig over 11.000 år gamle og fundet ved Lundby på Sjælland (Petersen 2019). Fra Åmosedalen på Vestsjælland har vi enestående mange velbevarede menneske- og hundekogler fordelt ud over mange af stenalderens perioder (Fischer 2004: 31).
Før brugen af både har jægerne og deres ulvelignende hunde formentlig drevet byttet ud i mindre søer eller vandhuller, hvorfra de hverken kunne stange eller sparke, imens hundene holdt dem i skak fra bredden. Jægerne har kunnet fastgøre liner til deres jagtharpuner, så elgene var lettere at hale i land, og med bådene forfines jagtteknikken formentlig i Maglemosekulturen, der dateres til ældre jægerstenalder fra ca. 9000 f.v.t. til ca. 6400 f.v.t. Selv om der endnu ikke er fundet både fra den tid, viser fund af padleårer, at man må have sejlet på vandløb og søer (Petersen 2022).
Den danske arkæolog Peter Vang Petersen redegør for effektiviteten af stenalderjægernes kombination af hund og båd, der også er beskrevet af antropologer blandt indfødte i Nordamerika. For elge og krondyr er det en almindelig taktik at flygte ud i søer og vandløb fra ulveflokke, og denne flugtadfærd udnyttes af jagt med hunde: ”Mødet med jagthunde (tamme ulve) i ledtog med sejlende jægere har ofte været katastrofal, og den effektive alliance mellem jæger og hund har medvirket til elgens og uroksens totale udryddelse på Sjælland og andre øer for 8.000 år siden.” (Ibid.). Hvor effektiv kombinationen af harpuner, hunde og både er under elgjagten i vådområderne, fremgår bl.a. af, at jagtformen er forbudt over det meste af Canada og det nordlige USA, hvor den betragtes som ”usportslig” (Petersen 2009).
Stenalderjægerne på vores breddegrader har betjent sig af effektive jagtteknikker, som arkæologer sammenligner med metoder blandt senere tiders indfødte i Nordamerika. Hunde driver elgen ud i en sø, hvor jægere i en båd kan matche dens hastighed og nedlægge den betydeligt lettere end på land (George De Forest Brush, 1888 / Smithsonian American Art Museum)
Der er næppe tvivl om, at stenalderjægere har haft en udslagsgivende betydning for udryddelsen af elgene på Sjælland, og at det var jagt i tilknytning til presset fra agerbrugets pladsbehov, der resulterede i den samme skæbne for elgene i Jylland fire årtusinder senere. Elge har levet hertillands i 9.000 år, før de sidste jyske elge er udryddet af jagt og pres fra agerbruget omkr. 2.500 f.v.t. Det er svært at vide, om der kan være kommet et vist antal elge hertil fra syd i de følgende årtusinder, men som vi har set, bliver Skånes elgbestand i 1900-tallet tilstrækkelig stort til, at flere elge har udforsket mulighederne på den danske side af Øresund.
At de gerne vil til Danmark, og at vi i et lille århundrede har forhindret det direkte eller indirekte, er dog ikke årsagen til, at det er relevant at hjælpe dyret tilbage til dansk natur igen.
Når elge genudsættes i Danmark, først i Lille Vildmose i Nordjylland og siden i Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland, skyldes det ikke alene, at de ’har været’ i Danmark før, eller at der ikke kunne opstå en bestand af sig selv på et eller andet tidspunkt på baggrund af indvandrende svenske elge. Det skyldes først og fremmest, at de økosystemer, elgen er tilpasset, også findes hertillands, og at vi kan gavne en række arter og fremme biodiversiteten ved at få elgens økosystemfunktioner tilbage i danske skove.
3. Erfaringer og forventninger. Nordens giraf hjælpes tilbage til dansk natur
Elgen er verdens største nulevende hjort. En elgko kan veje ca. 250-350 kg og en elgtyr fra 500 kg og op til 700-800 kg, og med en skulderhøjde på 2,20 meter og en længde på 3 meter har vi fået en ny Skovens Konge, som næsten får kronhjorten til at se lidt splejset ud. Elgen er ikke et særlig socialt dyr, om end flokke kan ses om vinteren, før de atter opløses om foråret. Elgtyren går som regel alene, mens elgkoen bliver hos kalven i dens første leveår, indtil hun begynder at drive den længere og længere bort, så den kan lære at klare sig selv.
Elgen kan drøne afsted med op til 56 km/t trods en ikke særligt atletisk fremtoning, og som vi har set, er den en god svømmer. Men ikke blot kan den krydse Øresund, den kan også dykke 6 meter ned under sø-overfladen og æde vandplanter på søbunden. Ligesom flodhesten kan elgen lukke sine næsebor og derved udnytte en føde-niche, som ingen andre af hjortene kommer i nærheden af, og på blot 45 minutter kan den påvirke 100 kvadratmeter søbund (Pennisi 2018).
Men det er ikke elgens eneste unikke økosystemfunktion, for den er ikke blot Nordens flodhest – den er også Nordens giraf. Ikke fordi den kan prale af en lang giraf-hals, men fordi den er den eneste af Nordens hjemmehørende arter, der kan nippe løv, knopper og kviste i op til 3½ meters højde, når den står på bagbenene. Dermed har den endnu en føde-niche helt for sig selv – og udøver endnu en unik økosystemfunktion.
I det sydlige Skandinavien er den knyttet til nåleskove, især med frodig opvækst af løvtræer, og gerne med vådområder, men den har en stor tilpasningsevne og udnytter også åbne arealer, heriblandt landbrugsarealer. Kun en meget lille del af dens fødegrundlag består dog af græsser og urter, og i sidstnævnte tilfælde er den især begejstret for vandplanter.
Dens væsentligste føde er løvtræer, og birk og pil udgør langt hovedparten af menuen. Men fødevalgets variation over årstiderne er stor, og om vinteren er især fyrretræer vigtige, hvorfor den også i nogen grad kan hæmme tilgroning i hedeområder (Sunde & Olesen 2007: 32). Dens påvirkning af vedvegetationen er i det hele taget ikke helt ubetydelig, idet en enkelt elg kan bruge 3.000 daglige bid af skud og kviste på at fylde sin mave (Buttenschøn 2013: 33f).
I en specifik analyse af forskellige planteæderes græsningseffekter bemærkes af samme grund elgens potentiale i forhold til at holde tilgroning i ave: ”Elgens fødevalg og foderbehov betyder sammen med dens størrelse og rækkevidde, at den har stor effekt på træ- og buskopvækst. Den kan holde lysninger med kær og dværgbuskheder åbne.” (Buttenschøn 2007: 74). Det er bl.a. sådanne kvaliteter, der i 2016 ligger til grund for udsætningen af 5 elge og 28 krondyr i Mellemområdet – et hegnet areal på ca. 2.100 hektar i Lille Vildmose, hvor højmosen især er truet af opvækst af birk og pil. Et enkelt birketræ kan f.eks. drikke ca. 300 liter vand i døgnet, og da højmosen dybest set er én stor våd svamp, truer den omfangsrige birkeopvækst med at udtørre en i forvejen trængt naturtype. De unge birke- og piletræer og dværgbuske kan imidlertid blive en væsentlig del af elgenes føde med sommertilskud fra urter, star og græs, og derved kan den måske bidrage til at redde højmosen (Buttenschøn 2013: 35).
Elgens skarpe klove er et effektivt forsvarsvåben over for angribende rovdyr, men den kan også sprede klovene, hvorved den fordeler kropsvægten bedre og undgår at synke, når den f.eks. forcerer højmoser og sumpede områder (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Som vi tidligere har set, er det ikke første gang, der udsættes elge i Lille Vildmose, men denne gang foregår det i kyndigere hænder end i 1945, og ikke i Tofte Skov, men på nabo-arealet. De førte fem elge, der udsættes i 2016, suppleres af yderligere fem i 2017, og for første gang i ca. 4.500 år kommer en elgkalv til verden i et dansk naturområde i maj samme år. Hvad ikke lykkedes for den legendariske nordsjællandske elgko og dens kurtiserende elgtyre i midten af det 20. århundrede, lykkes altså i Lille Vildmose i begyndelsen af det 21. århundrede.
Ved udgangen af 2022 er bestandene af elge og krondyr vokset til henholdsvis 25 og 150, og i mellemtiden er antallet af rådyr faldet fra ca. 225 til godt og vel 20 ifølge lokale. Det er forventeligt, at rådyrene trækker sig, og de har trods alt langt mindre betydning for økosystemets variation end de store hjorte.
Hvor mange elge, der kan leve i et givet naturområde, afhænger selvfølgelig ikke kun af arealstørrelsen, men også af tilgængeligheden og mængderne af artens foretrukne føde såvel som antallet af andre dyr, hvis fødegrundlag er delvist overlappende. Det er meget vanskeligt at finde referencer til kendte ’naturlige’ dyretætheder, fordi den slags selvfølgelig ikke er blevet opgjort, dengang der ingen mennesker var, og fordi moderne jagt i reglen holder bestandene under den bæreevne, som naturens fødegrundlag ville kunne understøtte. Vi kan derfor ikke bare kigge til Sverige, fordi der ikke er nogen ’naturlig’ bestand i nabolandet, hvor elgen også er et yndet jagtvildt.
I den forvaltningsplan, der specifikt er udarbejdet for Mellemområdet i 2015, vurderes bæreevnen at være 30 elge og 68 krondyr på de 2.100 hektar, idet der også tages hensyn til samtidig kreaturgræsning. En udfaset kreaturgræsning vil til gengæld give fødegrundlag for ca. 1.000 krondyr (Bengtsson & Ravn 2015). Ifølge en faglig analyse af muligheden for en genintroduktion af elg i 25 store naturområder i Danmark, anslås den maksimale bæreevne i busk- og græsbevoksede hedeområder imidlertid til ca. 4,8 elge pr. kvadratkilometer og i løvskove til ca. 3,4 elge pr. kvadratkilometer (Sunde & Olesen 2007: 27ff).
Forskerne anslår, at hensyn til skovbruget vil reducere den naturlige tæthed af elge, men eftersom der ikke skal være skovbrug i naturnationalparker og flere af de store fondsejede naturområder, falder dette hensyn bort. Og eftersom der er begrænset overlap i fødegrundlaget mellem elge og krondyr, indebærer en fritlevende elg-bestanden ikke en markant reduktion af krondyr-tætheden (Sunde & Olesen 2007: 31). Men det indikerer, at dyretætheden måske er for lav i det 2.100 hektar store Mellemområde i Lille Vildmose, der muligvis ville kunne rumme over 70 elge, alt efter fordelingen af naturtyper.
Hvad ved vi om elgenes hidtidige påvirkning af naturen i Lille Vildmose?
Elg, der drøner af sted i Lille Vildmose, hvor den store nøgleart blev genudsat i 2016 (foto © Rune Engelbreth Larsen)
En analyse af de første fem elges fødevalg i deres første tre måneder i Mellemområdet viser bl.a. bid på flere forskellige arter af både pil og birk, hvoriblandt pil er den vedplante, elgene hyppigst æder af. Samtidig konstateres det, at elgenes andel af bid i højder over 1,7 meter overgår og gradvis forøges i forhold til krondyrene (Rafn m.fl. 2018), hvilket naturligvis svarer meget godt til elgens position som Nordens giraf.
Nogle år senere kan man imidlertid sige en del mere om, hvordan den voksende bestand af krondyr og elge har påvirket området – om end det indtil videre stadig er meget marginalt.
En undersøgelse fra 2020 viser f.eks. ingen tegn på, at elgene og krondyrene har påvirket vegetationen (Goldberg 2020). En undersøgelse fra 2021 konkluderer, at vildtets hidtidige påvirkning af vegetationen ikke er markant, og at dyrene kun i ringe omfang færdes på højmosearealerne: ”… i små delområder og på mikrohabitatniveau kan argumenteres for, at tråd, bid og møg medfører en øget dynamik og en meget lille, men positiv effekt for naturen og biodiversiteten i området. Blottet jord fra tråd, skadede grene og buske fra bid, slid og fejning samt elgmøg repræsenterer hver især flere og nye levesteder for planter, dyr og svampe.” (Laustsen 2021). Men overordnet konkluderes det, at den eksisterende dyretæthed af elge ikke har nogen væsentlig påvirkning af vegetationen. Et kandidatspeciale, der er udarbejdet på baggrund af GPS-data fra halsbåndsendere på 12 krondyr og 5 elge i Mellemområdet i Lille Vildmose, viser f.eks. også, at elgene færdes mindre på højmosearealet end forventet (Wengberg 2017).
Det indikerer måske, at der er for få store dyr i området, og at det anslåede estimat af en elg-bestand på 30 dyr er for konservativt.
Mellemområdet i Lille Vildmose er som nævnt kun den første lokalitet til at få en egentlig dansk elgbestand retur. I 2022 godkendes forvaltningsplanen for Naturnationalpark Gribskov, som indebærer, at der udsættes elge på et 1.300 hektar hegnet område i Sjællands største skovkompleks. Som vi har set, er det også Gribskov, som flere af de indvandrende elge har foretrukket i 1933-2018. Tilsyneladende har de endog ofte fundet frem til den samme mose, der af samme grund har fået navnet Elsdyrmose (Toksvig 2009) – meget passende er denne lokalitet i dag en del af udpegningen af Naturnationalpark Gribskov.
Imidlertid må en naturlig elg-indvandring til Sjælland ”absolut anses for mulig”, så længe der er en tilstrækkelig stor elgbestand i Skåne (Ujvári 2007), så hvorfor ikke bare vente? Svaret er, at selv om det er muligt, er sandsynligheden for en naturlig elg-indvandring – der også resulterer i en egentlig elg-bestand på Sjælland – ekstremt begrænset af de direkte og indirekte menneskeskabte barrierer. For som vi også har set, er det kun 4 af de 11 elge, der faktisk nåede de nordsjællandske kyster i live i 1933-2018, som også fik mulighed for at leve i naturen uden at blive kørt ihjel, skudt eller deporteret.
Alle disse faktorer forringer naturligvis sandsynligheden for, at tilstrækkeligt mange elge overlever tilstrækkeligt længe, hvis resultatet af en elg-indvandring fra Sverige skulle kunne udmønte sig i kalve og dermed en blivende sjællandsk elgbestand. Men elgen er og bliver selvfølgelig i alle tilfælde en hjemmehørende dansk art, og når menneskeskabte barrierer direkte forhindrer eller forlænger en naturlig genkomst, kan menneskelige aktiviteter også imødegå disse og så at sige ’udligne’ oddsene ved at facilitere en genindvandring.
Og flere elges ankomst tyder jo på, at et oplagt sted for en naturligt etableret bestand på Sjælland vitterlig er Gribskov, hvorfor det også er et nærliggende sted at etablere en naturnationalpark, hvor elge genudsættes.
I Naturstyrelsens baggrundsnotat om genudsætningen kan man læse: ”Elgene færdes gerne i sumpede og våde områder, og finder deres føde her, hvor de andre hjortearter ikke kommer i samme grad. Elgene er i udpræget grad browsere, og kan medvirke til at mindske tilgroningen af bl.a. de lysåbne vådområder i Gribskov, som er en udbredt og voksende naturtype.”
Sigtelinjen er, at der udover 50 stude, 450 krondyr, 250 dådyr, 50 sikahjorte og 100 rådyr skal være et såkaldt græsningstryk på 10 elge, men fordelingen mellem arterne kan ændre sig. Det er et konservativt bud på en elgbestand i betragtning af, at den gennemsnitlige bæreevne i løvskov er ca. 3,4 pr. 100 hektar ifølge den tidligere nævnte nationale analyse (Sunde & Olesen 2007: 29).
I alle tilfælde får danskerne nu mulighed for at opleve elge i mindst to danske naturområder, et i Jylland og et på Sjælland. Og måske vil vi i Naturnationalpark Gribskov endog se en eller flere af elgene traske omkring ved Elsdyrmosen, som flere af deres artsfæller af sig selv fandt frem til i det foregående århundrede, når de havde krydset Øresund og var på udkig efter velegnede levesteder i Nordsjælland.
Dette essay er ét af 26 kapitler i bogen Naturnationalparker og de store dyrs genkomst. Hvis du vil læse hele bogen, findes den på biblioteker, men kan også bestilles: November-tilbud 2024: 250 kr. inkl. porto (spar 33%). MobilePay 40885225. Læs mere her.
Rune Engelbreth Larsen
Tak til Aage V. Jensen Naturfond og private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript