Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Af Rune Engelbreth Larsen
Månetorbist (foto: Protosaurio / C.C. 4.0).
Månetorbisten – et eventyr om lort og vigtigheden af store dyr
Månetorbisten og den fascinerende fortælling om den genfundne bille i Danmark er også en fantastisk fortælling om titusinder af års vigtighed af store dyr og store dyrs lort – og et lærerigt eventyr om det store i det små …
1. Månetorbisten og månens horn – eller det store i det små, fra lorten til himlen
Det er svært at forestille sig et mere poetisk artsnavn end månetorbist, der nærmest lyder som noget fra Game of Thrones eller et børneeventyr af Astrid Lindgren. Men navnets eksotiske associationer står måske lidt i kontrast til virkelighedens månetorbist, der er en 2 centimeter stor bille, som lever i og af lort fra store dyr. Månebillen er med andre ord en møgbille. Så hvorfor dét navn?
Billen hører til den artsfamilie, vi på dansk kalde torbister, hvilket i det mindste forklarer halvdelen af navnet. Ordet ”torbist” kommer af det gammeldanske torth, der betyder ”snavs” eller ”skarn”, hvilket jo ikke er helt ved siden af for et insekt, der lever af ekskrementer. Men hvordan kommer månen ind i billedet for en bille, der begynder sit liv som et æg i en lille gødningskugle under jorden?
Fra gammel tid har man forbundet det største med det mindste, hvorfor også månens og solens kraft afspejles i naturen. En slægtning til månetorbisten er f.eks. den hellige skarabæ (Scarabaeus sacer), som i oldtidens Egypten blev forbundet direkte med en manifestation af solguden Ra. Når skarabæen trillede afsted med en lille gødningskugle, formet af efterladenskaberne fra store dyr, forbandt man den med solskiven, der rullede hen over himlen.
I dag ligger det os fjernt at forbinde himlens største naturfænomener med en lille bille og dens møjsommelige udformning af en møgkugle, men både solens vej over himlen og månetorbistens virke i ekskrementernes verden illustrerer vitale faktorer i naturens samspil – fra det store til det små. Skønt månetorbisten næppe har været ”hellig” ligesom egypternes skarabæ, er det utvivlsomt samme analogiske tanke, der ligger til grund for at knytte den til et himmelfænomen, og det er ikke kun tilfældet herhjemme. Billen blev navngivet Copris lunaris af den svenske naturhistoriker Carl Linnaeus i 1758 (copris kommer af det græske kópros, der betyder ”afføring”, og lunaris er latin, der betyder ”tilhørende månen”). Månetorbisten har nemlig et meget karakteristisk horn, der rager op til 1 centimeter i vejret hos hannen, hvor hunnens horn er mere afrundet og en del kortere. Men det lille billehorn har mindet om det store månehorn. Derfor har man formentlig også betragtet torbisten som en afspejling af månehornet, der er på himlen i dagene før og efter nymåne.
Et udtryk som ”månens horn” er ganske vist nærmest gået i glemmebogen, men for blot et århundrede siden var det almindeligt og stadig ladet med historisk betydning. Jeppe Aakjær skriver f.eks. i sin ”Høstvise”, at når vi har majet kornet, ”favner vi vor kvinde under månens horn”. Og så forstår vi jo nok, hvad hornet symboliserer. I Thøger Larsens ”Sommervise”, hvor lynet springer fra skyen til ”Jordens skød” under ”tordenlatter og tordenregn”, knyttes frugtbarhedens urgamle forbindelse atter til de kosmiske kræfter, hvor korn ”i drømme gror under månens horn”.
Månetorbisten er et illustrativt eksempel på, hvordan natur- og kulturhistorie vikler sig ind og ud af hinanden, så endog navnet på møgbillen emmer af en svunden verdens naturforståelse. Vi skal vende tilbage til, hvorfor den og mange andre møgbiller må have været meget mere udbredte historisk og forhistorisk, men vi ved, at den i slutningen af 1800-tallet stadig levede herhjemme på mindst 13 lokaliteter fordelt over alle landsdele. 1900-tallets sidste fund er fra 1982, hvor der kun blev fundet én ved Ballebjerg på Samsø og to på Røsnæs. Fra 1983 bliver den ikoniske møgbille derfor betragtet som nationalt uddød (Jørum 2006).
Skarabæer skubber gødningekugle. I oldtidens Egypten blev skarabæen knyttet til solguden, i Europa blev månetorbisten knyttet til månen i kraft af billens horn. Det store i det små, og det små i det store har historisk været en almindelig måde at tænke over verden og knytte sammenhænge (foto: Hectonicus / C.C. 3.0).
Håbet om en overset månetorbist-bestand holdes i live i årevis, ikke mindst af entomologen Palle Jørum. Et kvart århundrede, efter at den er erklæret nationalt uddød, foretager han flere forgæves eftersøgninger i utallige kokasser på Nordsamsø og Røsnæs, men konstaterer opgivende i 2006, at det desværre er mest sandsynligt, at månetorbisten er uddød i Danmark. Dedikeret, som han er, opfordrer han dog til ”fortsatte og gerne intensiverede eftersøgninger af den særprægede bille” (ibid.).
På det tidspunkt er den senere så berømte naturformidler Morten D.D. Hansen heller ikke synderligt optimistisk og nøjes et par år senere med det fromme håb, at den sjældne møgbille måske engang i fremtiden kan genindvandre fra det østlige Skåne (Hansen 2008). Ikke desto mindre spøger månetorbisten fortsat, og i maj 2009 drager han sammen med insektfotografen Lars Madsen til Samsø for endnu en gang at eftersøge billen i Nordby Bakker, hvor ingen har set skyggen af det lille månehorn i 27 år.
I modsætning til andre eksperter udi dyreekskrementer nøjes Morten D.D. Hansen imidlertid ikke med at rode rundt i kokasser med en spatel, men stikker hele klørfem ned i den klæbrige materie for at komme til bunds i sagen. Efter at have haft de bare hænder nede i et halvt tusind kager er han på nippet til at give op, men der er dog lige én til, der skal endevendes i forbifarten – og alle gode gange 501: ”Jeg lettede låget på en kokasse, og der sad en pragtfuld han af månetorbisten. Måske lidt forskrækket over, at taget var forsvundet, sad den bomstille og strålede med sin sortblanke overflade og sit store næsehorn. Jeg blev så stresset, at jeg fik ondt i maven, mens jeg råbte og skreg og fotograferede det enestående dyr.” (Hansen & Hyldgaard 2022: 80).
Hvad er der sket? Er månetorbisten genopstået fra de døde?
I princippet kunne billen godt være genindvandret eller rettere genindfløjet, for den er ikke nogen ringe flyver, og flyveturen til Samsø fra eksisterende bestande i Skåne er ikke totalt umulig. Men hvorfor? Kunne en forklaring være, at dansk natur i de mellemliggende 27 år har fået det meget bedre end i 1983, og at naturens fremgang har lokket den kræsne møgbille tilbage?
Hvis den forklaring måske lyder for god til at være sand, skyldes det, at den er for god til at være sand. Det er imidlertid en forklaring, som i forskellige fora gøres gældende for flere andre uddøde arters vedkommende, der synes at være genopstået eller genindvandret de seneste årtier. Og ganske vist er der forsvundne arter, som er vendt tilbage igen, men der er intet belæg for, at naturforarmelsen har sluppet sit tag i landet som følge af de mellemliggende års naturforvaltning, tværtimod har den kun fået bedre fat. En række af de tilsyneladende ’genopstandne’ arter er med andre ord ikke kommet ’retur’, fordi de er lokket tilbage igen af en forbedret naturtilstand, men i lighed med månetorbisten har de bare aldrig været helt væk.
Arter, der har været (eller er) erklæret nationalt uddøde, er naturligvis i alle tilfælde stærkt trængte arter, hvorfor en del af dem også kan være virkelig vanskelige at finde. Som månetorbisten eksemplificerer, er en række ’uddøde’ arters genopstandelse derfor ofte blot en genopdagelse, ikke en genkomst. At en art eventuelt viser sig at have overlevet på én eller to lokaliteter frem for på nul, betyder derfor ikke, at dansk natur som helhed har fået det bedre, blot at vi har fået et mere præcist billede af dens trængsler.
Det er med andre ord altovervejende sandsynligt, at månetorbisten aldrig har været uddød på Samsø, men at der har været ganske få individer tilbage, og at de af samme grund har været utroligt svære at finde, indtil en tilstrækkeligt dedikeret ekspert stikker grabberne ned i 501 kokasser. Eller fordi en anden finder på at lede et sted, som ingen har tænkt på før, hvilket f.eks. var tilfældet, da en hidtil ukendt bestand af månetorbister blev fundet på Nekselø af Rasmus Momme i 2022.
Når månebillen har stjernestatus blandt entomologer, der i bogstavelig forstand er gået dybt for at genfinde den, skyldes det næppe dens poetiske navn og eventyrlige udseende. Snarere er det dens biologi, der fascinerer, bl.a. fordi den eksemplificerer nogle vigtige pointer for forståelsen af komplekse samspil i hjemlige økosystemer.
Copris lunaris, han og hun (Fauna Germanica, 1909 / public domain).
3. Lort som vigtigt levested
De store dyrs efterladenskaber spiller en endnu mere central rolle end som blot og bart medium for frøspredning, eftersom mange arter i lighed med månetorbisten er specialiseret til at leve i og af ekskrementer, der er små økosystemer i sig selv.
Store møgbiller som markskarnbassen kan f.eks. grave op imod 2½ kg lort ned, hvilket ilter jorden og flytter organisk stof og næringsstoffer til jordbunden, hvor de frigøres og atter kan optages af planterne. En nylagt kokasse invaderes af gødningsfluer og efterfølges af de såkaldte møgkærer, der ’svømmer’ rundt i den frisklagte substans, hvorpå den hurtigt danner ramme om et livligt lorteliv. I løbet af timer får de selskab af møggravere og møgbiller, der samtidig tiltrækker rovbiller, løbebiller og edderkopper.
Nogle arters livret er smattede kokasser, andre arters er de grove hestepærer og atter andre arter foretrækker andre gødningskager, som vi så smagfuldt kalder store dyrs efterladenskaber. Kokasser er f.eks. 10 gange så store som fårelort og foretrækkes måske af samme grund generelt af de store og mellemstore møgbiller, mens fårelort tilsvarende foretrækkes af mindre møgbiller (Weßmer 1995). Og for nogle arter er det såmænd sæsonen, der afgør, om f.eks. hestepærer eller kokasser er livretten (Nygaard m.fl. 2021: 102ff).
Såkaldte miljø-DNA-analyser (eDNA) af hestepærer og kokasser fra helårsgræssende heste og kvæg på Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge har påvist 117 forskellige bille- og fluearter og 24 arter af rundorme, men de har også vist, at mange insekter hovedsageligt lever i ekskrementer fra heste eller kvæg (Thomassen m.fl. 2023). Det gør kombinationen af de to arter yderligere oplagt til at fremme en naturlig artsmangfoldighed.
Selv om europæisk bison er nært beslægtet med kvæg, er betydningen af en bison- og en kvæglort f.eks. heller ikke uden videre same-same. I Kraansvlak i Holland, hvor europæisk bison og skotsk højlandskvæg er udsat sammen, er frøspiringen muligvis tre gange hyppigere fra bisonlort end fra kokasser, der er lagt af skotsk højlandskvæg (Cromsight 2008). Mange møgbiller er dog også opportunistiske i deres valg og undgår dermed at være specifikt relateret til én af de store planteæderes efterladenskaber. Ekskrementer fra kvæg, hest og får er således populære blandt mange møgbiller, selv om der er forskel på deres favorit-møg (Roslin m.fl. 2014: 327).
Månetorbisten er ikke så kræsen, at den ikke kan tage til takke med gødning fra heste, får og hjorte, men den foretrækker kokasser, og det var da også i en kokasse, at den blev genfundet i 2009. Hunnen former små kugler af gødningssubstansen og lægger et æg i hver, der efterfølgende anbringes i underjordiske tunneler i en dybde af ca. 10-20 centimeter under kokassen. I et ynglekammer allernederst lever larven af den delikate madpakke, der måler 3-3½ cm i diameter, og i løbet af tre måneder fuldendes forvandlingen fra æg over larve til forpupning og voksen bille (Jørum 2006).
1. Månetorbister (han og hun) arbejder med gødningekagen under jorden 2. Hunnen former gødningekugler beregnet til hendes æg (illustration: Timokhanov; Almaty, Kazakhstan).
Men løber månetorbisten blot ind i ét enkelt år uden store dyr, uddør den omgående lokalt. Og den er ikke den eneste, for når der er færre store dyr i naturen, er der også betydeligt mindre lort, og uden store mængder lort, færre møgdyr og dermed færre af de arter, der er afhængige af møgdyr. At møgfaunaen afspejler tilstedeværelsen af store dyr, og at store dyr tilsvarende afspejler tilstedeværelsen af en udbredt møgfauna, er den sortpolerede bille med det fine horn i panden også et historisk eksempel på.
4. Hvis månetorbisten trivedes i Eem, trivedes store dyr, der muliggjorde lortelivet
I britiske fund fra især Eem Mellemistid, men også fra begyndelsen af Holocæn efter istidens afslutning, er månetorbist således ret hyppig, skønt antallet er faldende og siden decimeres yderligere, hvilket også gør den til en indikator på tilstedeværelsen af store dyr (Sandom m.fl. 2014). De ekskrementer, som den lever af (og lægger æg i), er således ikke kun en livsbetingelse, men også en achilleshæl. Månetorbisten lever nemlig kun ét år, og skal den nå at videreføre arten, er den derfor afhængig af græssende dyrs ubrudte kontinuitet, år efter år efter år.
Meget tyder på, at en nedgang i eller udryddelse af store og mellemstore pattedyr i tempererede og tropiske økosystemer ikke blot går ud over månetorbisten, men påvirker diversiteten og rigdommen af møgbiller i det hele taget. Det har betydningsfulde kort- og langsigtede konsekvenser for opretholdelsen af økosystemernes nøgleprocesser, hvorfor forskere advarer imod decimeringen af de store dyr: ”Mens vores forståelse af den økologiske vigtighed af møgbille-medierede funktioner forbliver ukomplet, er vores nuværende forståelse af deres afhængighed af pattedyr tilstrækkelig til at udtrykke betragtelig bekymring over deres tilbagegang.” (Nichols m.fl. 2009). Et review af den eksisterende forskning indikerer tilsvarende, at pattedyrs tilstedeværelse har en stor indflydelse på omfanget og mangfoldigheden af møgbiller (Raine & Slade 2019).
Så meget desto mere betegnende er det, at tilbagegangen af møgbiller overgår tilbagegangen inden for alle andre dyregrupper herhjemme (Hansen 2008: 13) – hvilket tilsvarende afspejler manglen på store dyr i naturen. Denne udvikling tager fart, da de domesticerede kvæg, svin og heste fjernes fra skove, overdrev og klitter i løbet af 1800-tallet, hvorefter tamdyrenes ’erstatnings’-økosystemfunktioner næsten definitivt forsvinder.
Over 450 danske insektarter er helt eller delvist afhængige af møg (Kjær 2020: 28), hvortil kommer en række svampearter. F.eks. er der svampe, som kun kan spire efter at have været en tur gennem pattedyrs fordøjelsessystem, hvorpå deres svampesporer frigives i luften og lander på den vegetation, som dyrene æder af. Den efterfølgende spiring, vækst og sporedannelse finder først sted på den frisklagte lort (Krug 2004: 469f). Nogle svampe er mere kræsne end andre i forhold til deres valg af ekskrementer, f.eks. gror stor priksvamp udelukkende på hestepærer, gerne i klitterræn. Hvis der ikke er heste i klitterne, er det altså slut med den art. Hare-priksvamp gror, som navnet antyder, kun på hare-ekskrementer, i hvert fald herhjemme, mens den andre steder også gror på ekskrementer fra kanin (og i sjældnere tilfælde fra kvæg og heste). Knoldet randbæger gror til gengæld næsten kun på kokasser, og sjældnere på ekskrementer fra får eller elg.
Jo flere forskellige store dyrs forskellige ekskrementer, desto flere arter tilgodeses ganske enkelt.
Når store dyr fortrænges, svinder græsningen markant ind, hvilket ikke blot fører til tilgroning og ensretning af vegetationen, for når der kommer meget mindre føde gennem maver og tarmsystemer på store pattedyr, kommer der naturligvis også meget mindre afføring retur i den anden ende.
Månetorbist (foto: Udo Schmidt / CC 2.0).
.jpg)
Store planteædere udøver kort og godt en vifte af centrale økosystemfunktioner, der holder vegetationen åben, varieret og blomsterrig, leverer ekskrementer – og i naturlige økosystemer naturligvis også ender deres liv som livgivende ådsler. Derfor fortæller det også en del om konsekvenserne af megafaunaens decimering, at netop de insekter, der er afhængige af alt fra blomster og dødt ved til lort og ådsler, er særligt trængte (Kjær m.fl. 2020). For årtusinder og titusinder af år siden finder vi således betydeligt flere af de store dyr i betydeligt mere intakte økosystemer, hvorimod biomassen af store planteædere i dag er langt under de naturlige niveauer i mange økosystemer (Fløjgaard m.fl. 2021b).
Derfor har mange arter i dansk natur også gavn af at få de rette store dyr tilbage, hvor det kan lade sig gøre, eftersom de hjælper med at genetablere tabte økosystemfunktioner og dermed det naturlige samspil mellem de arter, der er afhængige af de store dyrs påvirkninger af naturen.
Møgbillen med det poetiske navn månetorbist kan kort og godt lære os flere ting, bl.a. vigtigheden af store dyrs lort til gavn og glæde for andre arter. Dermed er den også en historisk og forhistorisk indikator på, hvor der har været store dyr i naturen, hvilket er af relevans for forståelsen af økosystemers mangler i dag.
Dette essay er et uddrag af ét af de 26 kapitler i bogen Naturnationalparker og de store dyrs genkomst. Hvis du vil læse hele bogen, findes den på biblioteker, men kan også bestilles: Jule-tilbud 2024: 300 kr. inkl. porto (spar 20%). MobilePay 40885225 (bestil inden 15.12.! Bogen fremsendes 16.12.). Læs mere her.
Rune Engelbreth Larsen
Tak til private givere for støtte til udarbejdelse af manuskript