NATURZONEN.DK

Privilegie-pleje og iscenesættelsen af proportionsforvrængende naturfrygt stikker helt af, når vildhesteprojekter angribes ... 

​

Danmark skal i de kommende år op på 75.000 hektar statslig vildskov plus 15 vilde naturnationalparker. De to første er i proces: Naturnationalpark Gribskov og Naturnationalpark Fussingø. Formålet beskrives af Naturstyrelsen: ”Naturen og biodiversiteten har førsteprioritet i området, og øvrige aktiviteter er underordnet hensynet til biodiversiteten.”

​

Nye rammer om en naturforvaltnings-revolution, intet mindre. Tømmerhugst ophører, naturlige søer og moser genskabes, og store planteædere udsættes, bl.a. vildheste.

 

Endelig noget stort og godt for dansk natur, som er i historiens største krise og i den grad trænger til et løft. Og så er der alligevel nogen, der pisker en proportionsforvrængende frygt i vejret – for er en vildhest ikke ustyrlig og farlig?

 

Den slags agitation er der desværre en særlig grobund for herhjemme, hvor naturpanik lever i sin helt egen parallelvirkelighed. Årligt gøres skovflåter til agurketidens skrækscenario, og i ramme alvor kaldes iberisk skovsnegl for dræbersnegl. Ja, selv et gammelt træ, der står lidt tæt på en sti, ikendes let en dødsdom som ’risikotræ’ og ofres til motorsaven. Sandsynligheden er vel højst én til en milliard, men der kunne jo komme en person forbi i et blæsevejr og få en knækket gren i hovedet, ikke sandt?

 

I virkeligheden er naturen selvfølgelig et af de mest ufarlige steder, man overhovedet kan opholde sig. Også hvis der kommer lidt flere store dyr i udvalgte områder.

​

Store dyr er særligt betydningsfulde for økosystemet, bl.a. fordi frø sidder fast i pelsen og spredes, og fordi deres afføring er føde og levested for myriader af insekter og andre organismer, som atter andre arter er afhængige af. Fordi store dyr skaber spirebede og blotter jord til ny vegetation ved deres tramp og holder ensformig tilgroning i ave i kraft af deres fødesøgning. Og fordi de ender som store ådsler, når de dør, og dermed transformeres til levesteder og fødekilder for mange nedbryderorganismer og ådselædere.

 

Naturens egne økoingeniører udøver kort og godt centrale økosystemfunktioner i et naturligt kredsløb, der er afgørende for biodiversiteten – og vel nærmest poetisk.

 

Planen er at udsætte elge, krondyr og kvæg i Naturnationalpark Gribskov og vildheste, krondyr og kvæg i Naturnationalpark Fussingø.

 

Medlemstunge naturorganisationer kan ikke få armene ned af begejstring over udsigten til vild natur, men særligt stejler segmenter i én brugergruppe: ryttere.

​

Ganske vist er der også ryttere, der glæder sig, men de overdøves af et organiseret kavaleri, som hævder, at vildheste forringer deres ride-privilegier. Uagtet at disse privilegier foregår på langt over 1.000 kilometer rideruter, som hører til vores allesammens fælles natur – og hvor de i øvrigt kun ’risikerer’ at møde en vildhest på brøkdele af stierne.

 

Andre steder i verden rider ryttere gerne blandt vildheste, og det bør man også kunne i Danmark. Men herhjemme vælger man i stedet at tale frygten op, fagligheden ned og sagligheden bort.

 

Den strategi er som nævnt ikke ukendt, tænk blot på vores genindvandrede rovdyr. Selv om Danmark har under 10 ulve, og det er en sensation blot at se skyggen af dens hale, finder nogen det heroisk at meje det sky rovdyr ned. Og i sprækker af sociale og trykte medier suppleres en unødvendig ulvefrygt nu med frygten for at møde en harmløs vildhest.

 

Landets kendteste vildhesteprojekt er sågar gentagne gange blevet udsat for en udspekuleret form for sabotage. På Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge lever vildheste og kvæg året rundt på naturens præmisser, men områdets publikumssucces er en torn i øjet på nogen, som er udspekulerede nok til at fodre dyrene.

Hvordan er det udspekuleret?

 

Fodring får dyrene til at associere naturgæster med mad, og så kan de blive nærgående og generende, hvilket jo "beviser", at vildheste ikke er publikumsvenlige, ikke sandt?

 

Ja, så små hestesko, er der folk, der traver rundt i – og gør det igen og igen, som Aarhus Stiftstidende beretter, hvilket til gengæld har gjort det let at genkende dem. Morten D.D. Hansen, der ikke blot er naturformidler på tv, men også på Mols, er ikke i tvivl om, at vildhesteprojektet er blevet "slagmark" for følelsesladet agitation imod vild natur.

Her kunne man forestille sig, at rytterforeninger stod på faglighedens side, men på agitationens kæpheste galoperer Hestens Værn i stedet direkte ind og angriber naturprojektet for at forringe dyrevelfærden, skønt man indrømmer ikke at vide noget som helst om projektet(!) – og til trods for gentagen dyrlægekontrol, der viser, at dyrevelfærdsloven efterleves til punkt og prikke.

 

Man kan også spørge sig selv, hvilken hest der trives bedst: Er det den, der lever i naturen året rundt, æder det, den er tilpasset, får føl, som naturens drifter byder, og som naturen har lært den i titusindvis af år? Eller er det den tamhest, der igen og igen spærres inde og tvinges til at bære en tung menneskerumpe, når som helst det tilfredsstiller vedkommendes lyster?

 

Er min pointe da, at tamheste lider af institutionaliseret dyrplageri? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg tror afgjort, at langt de fleste ryttere er gode ved deres heste.

 

Men. Når en skinhellig og sabotageparat forvrængning af ’dyrevelfærd’ angriber etableringen af vild natur, hvor dyrenes rammer er langt naturligere end tamhestens isolerede liv i en lille boks eller luftefold, er det dyreetiske kompas forskruet og Disneyficeret med bevidst misinformation for øje.

 

Vi skal bildes ind, at vild natur er farlig og upopulær, skønt kendsgerningen er den modsatte. Vildhestene på Mols er ufarlige, og folk valfarter i rekordantal til de spændende naturoplevelser, hvor blomstrende variation på naturarealet fortæller os om indlysende positive natureffekter, der også dokumenteres i universitetsafhandlinger.

Men debatten viser også, at der er behov for naturformidling. Og det er ingen skam, at vi er en naturfremmed befolkning, for vi lever i et naturfattigt land. Men proportionsforvrængende naturfrygt, der drøner afsted for fuld galop, fremmer ikke naturforståelsen.

 

Hvis noget er farligt, er det alt andet end naturen. Trafikken for eksempel. Usund livsstil. Luftforurening. En vis pandemi. Ja, der er meget, man kan dø af – det er faktisk svært at undgå.

 

Men at besøge et naturområde og iagttage vildheste hører afgjort til de mest ufarlige måder at tilbringe sin dag på. Om noget er naturen et helle, især den vilde, varierede og mangfoldige natur. Oplevelsesrig, stimulerende og afstressende.

​

Rune Engelbreth Larsen

aturzonen.dk, 13.3.2021 (bragt i Politiken på tryk og online den 6.3.2021)