NATURZONEN.DK

Vildheste (Exmoor-ponyer) ved Klise Nor, Langeland (foto © Rune Engelbreth Larsen).

Et tilbagevendende spørgsmål til naturpleje med helårsgræssende heste eller til vildere og mere selvbærende naturprojekter er, om loven dikterer, at udsatte heste skal fodres ...? 

​

Ifølge Bekendtgørelse af lov om hold af heste skal heste være ved »godt huld« om vinteren, hvilket sigter til kød- og fedtaflejringen i kroppen og betyder, at de pågældende dyr ikke må tabe sig unaturligt meget som følge af et mere sparsomt fødegrundlag henover vinteren. Men hvad indebærer dét?

1) Man skal altid tilskudsfodre dyrene om vinteren? Eller:

2) Man skal kun tilskudsfodre dyrene, hvis de ikke er ved godt huld?

Før vi ser nærmere på gældende bestemmelser, er det nærliggende at spørge, om helårsgræssende vildheste uden tilskudsfodring overhovedet kan lade sig gøre uden at kompromittere dyrevelfærden?

​

Vildheste på Sydlangeland klarede sig i årevis uden foder

​

I 2006 blev ca. 20 vildheste sat ud på et 110 hektar stort areal ved Dovns Klint på Sydlangeland, og i løbet af få år voksede flokken til ca. 70-80 dyr. Naturstyrelsen vurderede, at det var flere, end det naturlige fødegrundlag kunne understøtte, og flokkens vinterbestand reguleres derfor hvert år til ca. 50 heste.

Projektet kørte helt uden tilskudsfodring ifølge den daværende skovløber, John Theilgaard, som i 2011 udtalte: »Hestene klarer sig fantastisk godt. De lever vildt, og vi fodrer dem ikke. Selv ikke i den hårdeste vinter. Der er opsat læskure, men vildhestene går ikke ind i dem. De foretrækker at vende rumpen til vinden og sneen.« (Politiken, 14.2.2011). Året efter udtalte han: »Vi har haft et par slemme vintre. I vinteren 2009-2010 var der permanent snedække i to en halv måned, men vi fodrede dem ikke. De klarede skærene. Da vi kom til foråret, havde de tabt sig meget, men sådan hænger det sammen i naturen.« (Politiken, 30.7.2012). 

​​

Et speciale i landskabsforvaltning med fokus på heste konstaterer i lighed med skovløberen, at Naturstyrelsens vildheste var »ved godt huld« uden tilskudsfodring (Worm 2011).

​

Altså: Nul dyrevelfærdsproblemer, så længe bestanden holdes på et niveau, der ikke overstiger fødegrundlaget.

​

I dag tolker Naturstyrelsen imidlertid reglerne på den måde, at hestene skal tilskudsfodres, hvilket derfor foregår helt regelmæssigt. 

​

Men hvad siger reglerne?

​

Hårdføre heste, der i praksis kan leve som vildheste (Islandsheste, Konik-heste, Przewalski-heste, Exmoor Ponyerog Shetlandsponyer), er fritaget fra lovkravene om læskur og nogle af de tiltag, som gælder tamheste, så længe der naturligt forefindes tørt leje, og terrænforholdene kan yde læ og beskyttelse mod vind og nedbør (Bekendtgørelse om udegående heste). 

​

Det Veterinære Sundhedsråd og Dyreværnsrådet har dog i 2012 udarbejdet en Fællesudtalelse om hold af dyr der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, der kunne besværliggøre selvforvaltende natur ad absurdum ved udsætning af heste: »Dyrene skal således være tilvænnet til at gå ude, skal have udviklet et kraftigt og tæt hårlag eller en tæt fjerdragt, og de skal være ved godt huld, og de SKAL tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes.« 

​

Bemærk ordet »skal«, der er fremhævet af undertegnede i citatet. Det betyder, at dyr, der går ude om vinteren skal fodres. Ikke hvis de er ved at dø af sult, eller hvis lider – de skal. Det er absurd, fordi det forringer naturværdien at tilføre næringsstoffer, men allerværst fordi tilskudsfodrede dyr ikke udøver en naturlig funktion i økosystemet, hvilket går udover talrige andre arter.

​

Dyreværnsrådet, der blev nedlagt i 2016, har dog lige så lidt som Det Veterinære Sundhedsråd nogen juridisk bemyndigelse (jf. Bekendtgørelse af lov om dyrlæger, kapitel 7) og kommer som så mange andre statslige råd blot med anbefalinger. I dette tilfælde endog uden basis i faglig viden om vildere natur – og i modstrid med konsensus blandt en meget bred vifte af forskere:

​

»Vi anbefaler, at der overalt arbejdes med helårsgræsning uden tilskudsfodring, således at der udvikles et naturligt græsningstryk primært baseret på den tilgængelige fødemængde og de naturlige årstids- og klimabestemte variationer i denne.« (Møller m.fl. 2018).

​​

Også Naturstyrelsens Faktaark om helårsgræsning som driftsgren ser bort fra Det Veterinære Sundhedsråds »skal« og skriver i stedet »eventuelt«, når det kommer til tilskudsfodring eller ej: »Der skal desuden være adgang til frisk drikkevand og tilstrækkeligt med foder på arealet, EVENTUELT være mulighed for tilskudsfodring, således at dyrene kan opretholde et godt huld.« (Buttenschøn 2016b; min fremhævelse).

​

Det bemærkes i samme publikation, at det »ikke [er] unaturligt, at dyrene taber en del af deres huld om vinteren«, og blandt de illustrative eksempler anføres bl.a. »helårsgræsning [på Røsnæs] gennem mange år uden tilskudsfodring eller læskur«.

​​

Nøjagtig samme erfaring har Naturhistorisk Museum Aarhus gjort sig på det 120 hektar store rewildingprojekt i Mols Bjerge, hvor hverken vildokser (Galloway) eller vildheste (Exmoor) tilskudsfodres. 

​

Alligevel blev Naturhistorisk Museum anmeldt og fik derfor besøg af Fødevarestyrelsen den 8. februar 2019 »mhp. at kontrollere dyrevelfærd for kreaturer og heste«. Efter endt kontrol konstaterede myndighederne dog, at der intet var at udsætte på projektets 59 dyr: »Kontrollen gav ikke anledning til anmærkninger.«

​

Dyrene havde på det tidspunkt gået på arealet i to år og to måneder uden ét gram tilskudsfodring.

​

Dermed har projektet med selvbærende natur uden tilskudsfodring bestået prøven i forhold til jura og dyrevelfærd.