Ord og billeder af Rune Engelbreth Larsen
STØRRE, VILDERE OG NATURLIGERE NATUR
Vildheste. Exmoor ponyer, Naturdestination Skovsgaard, Lolland. Danmarks Naturfond (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vildhest. Genkomst
Af Rune Engelbreth Larsen
Den historiske vildhest og alle nutidens tamheste er samme art, og også tamheste har i århundreder levet vildt i naturen året rundt – det gør de igen flere og flere steder i dag med genkomsten af vildhestens alsidige funktioner i vor tids økosystemer …
1. Vildhestens omtumlede og omdiskuterede forhistorie
Det latinske slægtsnavn Equus betyder slet og ret ”hest” og omfatter udover heste også æsler og zebraer. Inden for biologien kalder man en gruppe af flere nærtstående arter for en slægt, og blandt denne slægts æsler og zebraer skelnes der desuden mellem flere arter og underarter. Derimod er der formentlig kun én nulevende hesteart, om end den efterhånden er avlet i hundreder af forskellige retninger.
Før mennesket begyndte at avle på heste, har den dog også haft en varieret fremtoning, hvilket vi kan se på hulebilleder af stenalderens vildheste, der ikke alene er afbildet med brunlig og sort pels, men i sjældnere tilfælde endog med hvid pels og sorte ”leopard-pletter”. I dag kan DNA-studier af vildheste-knogler afsløre, at stenalderkunstnerne ikke blot skabte de plettede heste ud af fri fantasi, men på baggrund af naturtro iagttagelser (Pruvost m.fl. 2011). Og ikke alene farverne er naturtro, men også i andre henseender er stenalderens hulebilleder ofte naturalistiske. En sammenlignende analyse af tusind kunstværker fra forhistorisk og moderne tid viser, at stenalderkunstnerne er mere præcise i deres fremstilling af hestenes positioner under bevægelse end moderne kunstnere (Horvath m.fl. 2012).
Hulebilleder er med andre ord ikke nogen dårlig kilde til at studere flere af datidens store dyr, og det gælder ikke mindst vildhesten, som indtager den mest fremtrædende position blandt alle de dyr, der er afbildet på hulebilleder igennem adskillige årtusinder. Vildheste optræder således på næsten 30 procent af de mere end 4.700 dyreafbildninger, der i dag er systematisk katalogiseret, begyndende for 30.000 år siden og frem til istidens afslutning for 12.000 år siden (Sauvet 2019). Og vildhestens kolossale popularitet afspejler ikke blot dens betydning som jagtbytte, eftersom rensdyret kun optræder på knap 4 procent af afbildningerne, skønt det var en langt vigtigere ressource end heste. Arkæologen Georges Sauvet, der har analyseret de mange hulebilleder, peger på, at vildhesten må have været i toppen af et hierarkisk ”dyre-panteon” (ibid.).
Det er selvfølgelig svært at sige, om noget tilsvarende har gjort sig gældende på vores breddegrader. Af naturlige årsager er der ikke megen hulekunst at finde inden for Danmarks grænser, og de første mennesker kommer først til landet for ca. 14.000 år siden. Men de indvandrere, der gradvis har spredt sig nordpå i datidens Europa, har selvfølgelig også bragt ideer, teknikker og traditioner med sig, hvorfor vildhesten formentlig har haft en tilsvarende høj status blandt stenalderjægere hertillands.
Trods den store og meget tidlige interesse for vildhesten bliver den forholdsvis sent domesticeret, og den proces er der modstridende svar på, ligesom der heller ikke er fuldstændig enighed om, hvornår (eller hvorvidt) vildhesten egentlig er uddød. 1900-tallets naturforskere har ofte identificeret den med Tarpanen, og den sidste Tarpan uddøde i en russisk zoologisk have i 1909, men i dag er de fleste enige om, at den ikke var en oprindelig vildhest.
En anden og måske mere oplagt kandidat til en status som ’ægte’ vildhest er Przewalski-hesten (udtales shi-valski), opkaldt efter den russiske geograf Nikoláj Przjeválskij, som ’opdagede’ den i 1878 på en ekspedition i Mongoliet. Przewalski-hesten er formentlig identisk med den hest, der i Mongoliet var (og er) kendt under navnet Takhi (”ånd” eller ”åndelig”), og som i det foregående århundrede ses for sidste gang i det fri i 1969.
I modsætning til Tarpanen overlever Takhien dog på et hængende mulehår, og det lykkes at basere et systematisk avlsarbejde på blot 12 Takhier fra zoologiske haver. I 2021 nærmer den globale bestand sig 2.500, hvoraf hovedparten lever i Europa og Asien. Over 900 lever i europæiske zoologiske haver og semi-vilde bestande i Ukraine, Rusland, Frankrig og Ungarn, mens de fleste af de øvrige Takhier lever i asiatiske avlscentre, eller under semi-vilde forhold og frit i naturen (Kerekes m.fl. 2021).
Når Takhien er særlig interessant i bestræbelserne på at komme den historiske vildhest nærmere, skyldes det bl.a., at den adskiller sig fra samtlige andre heste ved at have 33 kromosompar i stedet for 32. Takhiens slægtslinje udskilles således fra de øvrige heste for omtrent 45.000 år siden, hvorfor den kan gøre krav på sit eget kapitel i hestens udviklingshistorie (Sarkissian m.fl. 2015). Det betyder dog ikke, at den har levet i isolerede naturlandskaber som en uberørt vildhest lige siden – for på et tidspunkt kommer tamhesten ind i billedet og forårsager radikale forandringer i hesteverdenen.
Det antages, at de første vildheste bliver domesticeret af den centralasiatiske Botai-kultur omkr. 3500 f.v.t. (Damgaard m.fl. 2018), mens den eurasiatiske Yamnaya-kultur formentlig er de første til også at anvende hesten som ridedyr, ca. 3000-2500 f.v.t. (Trautmann m.fl. 2023). Omfattende DNA-analyser af fossiler tyder dog på, at heller ikke Takhien er en vildhest, der har undået domesticeringen, men at de nulevende Takhier stammer fra Botai-kulturens tamheste (Gaunitz 2018 m.fl.). Samme analyser peger imidlertid også overraskende på, at nutidens tamheste ikke stammer fra Botai-kulturens domesticerede heste, men derimod fra en noget senere domesticering, der først finder sted i det vestlige Eurasien omkr. 2200-2000 f.v.t. Denne domesticering kaldes derfor DOM2, second domestication (”den anden domesticering”), og det er den, der gør den store forskel i hestens videre historie.
DNA-analyser i et efterfølgende studie viser således, at der stadig er en meget stor genetisk variation blandt hestene i både Europa og Asien før denne anden domesticering, hvorefter variationen imidlertid aftager rasende hurtigt, hvilket viser, hvor effektivt man har fremavlet (og spredt) specifikke tamheste-egenskaber (Librado m.fl. 2021). Faktisk er den anden domesticering så gennemgribende, at Eurasiens oprindelige hestebestande stort set erstattes overalt af de meget mere homogene tamheste omkr. 1500-1000 f.v.t.
Dette studie kaster også nyt lys over Tarpanen, der tilsyneladende er en blanding af heste, som både er nært beslægtede med de domesticerede Botai-heste og med europæiske vildheste, som levede før den anden domesticering. På linje med andre domesticerede heste har Tarpaner dog ofte levet i og af naturen som vilde heste, fordi det oprindelig har været helt almindeligt at lade tamheste gå i det fri året rundt og så hente nogle heste ”hjem”, når der var behov for det. Som vi skal vende tilbage til, har dette f.eks. været fast praksis i Danmark helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.
I denne sammenhæng er det korte af det lange, at hverken Tarpanen eller Tahkien er den oprindelige vildhest, men at de ifølge det nævnte studie heller ikke stammer fra samme domesticerede population som de moderne tamheste.
Det bør dog også nævnes, at nogle er uenige i, at Takhien (Przewalski-hesten) ikke er en oprindelig vildhest. En anden analyse af hesteknoglerne fra Botai-kulturen peger således på, at der måske alligevel ikke er tale om domesticerede heste, men derimod om indfangede vildheste, som man ikke har avlet på, men blot holdt som kødressource (Taylor m.fl. 2021).
Men hvad enten Tahkien stammer fra domesticerede heste, der er blevet avlet på allerede i Botai-kulturen, eller om den er en oprindelig vildhest, har den ligesom Tarpanen udvekslet gener med tamheste i løbet af de foregående årtusinder. Et review af forskningsfeltet konstaterer således, at selv om hverken Tarpanen og Takhien skulle stamme fra den samme bestand af domesticerede heste som de moderne tamheste, kan de ikke have undgået at udveksle gener på tværs: “I lyset af hesteadfærd såvel som de talrige menneskelige migrationer udover Eurasien de seneste fem årtusinder, forekommer det usandsynligt, at vildheste kunne have undgået kontakt med deres domesticerede modparter. Der er også en meget lav sandsynlighed for, at de har bevaret deres uberørte vildhed indtil slutningen af det 18. århundrede uden et omfattende gen-flow fra domesticerede eller vildtlevende heste.” (Lovász m.fl. 2021).
Efter at mennesket begynder at fremavle særegne hesteegenskaber, der bl.a. favoriserer en stærkere ryg og en større omgængelighed, og som gør hestene mere anvendelige som arbejds- og rideheste, er der således også tamheste, som genforvildes, enten fordi de undslipper fangenskab eller bevidst sættes ud i naturen. Forskellen på vildheste og tamheste er faktisk så lille, at det kan være vanskeligt at skelne imellem fossile fund uden DNA-analyser. Trods den lange og varierede avlshistorik er vor tids tamheste og de genforvildede heste stadig samme art som den oprindelige vildhest – det gælder Takhier såvel som Tarpaner, Shetlandsponyer såvel som Exmoor-ponyer og Fuldblodsarabere såvel som den lille Falabella. Men nogle heste har bevaret flere af vildhestens historiske egenskaber end andre.
Vender vi blikket mere specifikt mod vores egne breddegrader, går hestens kulturhistorie også her langt længere tilbage end til domesticeringen. Det tidligste fossile spor af vildheste herhjemme er et fragment af et skinneben, der er fundet i en grusgrav nær Vojens og stammer fra istiden for mellem 41.500 år og 44.600 år siden. Der levede med andre ord vildheste under istidens isfri periode, der kaldes Sandnes Mildningen (Aaris-Sørensen 2016: 105ff). Under isens senere fremstød fortrækker de imidlertid til sydligere og varmere himmelstrøg. Først i slutningen af istiden dukker de atter op i en varmeperiode for omkr. 13.500 år siden og bliver her et årtusind, før de igen drager sydpå, da der skrues ned for varmen under istidens slutspurt.
Umiddelbart efter istidens afslutning genindvandrer vildhesten endnu engang på linje med mange andre arter, og tilsyneladende er den her omtrent et årtusind, før den forsvinder i en længere periode igen-igen. Dette ’svingdørs’-mønster gentager sig en sidste gang for seks tusind år siden, da den genindvandrer i endnu et årtusind, før det endegyldigt er slut (Ibid.: 217f).
Måske. For der er naturligvis også den nærliggende mulighed, at de mellemliggende perioder, hvor fossilfund ikke afslører, at vildhesten er på vores breddegrader, blot afspejler, at vi endnu har til gode at finde knoglerne? I så fald er vildhesten ikke vandret ind og ud af landet gentagne gange, men har været her kontinuert.
Uanset hvor sammenhængende forhistorien er, stammer de sidste spor af ’danske’ vildheste fra et fund ved Ginnerup på Djursland, hvor en forbavsende stor andel af hesteknogler påviser, at der omkr. 3000 f.v.t. har været flere vildheste herhjemme end hidtil antaget (Klassen m.fl. 2020).
Formentlig er der tale om en periode i bondestenalderen, hvor nomadisk levevis atter vinder frem i Nordvestjylland, og hvor Djurslands befolkning en overgang genoptager tilværelsen som jægere og samlere – der er med andre ord også lidt ’svingdør’ over vores jyske forfædres historie.
Men det betyder også, at det er nogle af Danmarks sidste ikke-domesticerede heste, der galopperer rundt på Djursland, et årtusind før den anden domesticering finder sted i det vestlige Eurasien.
Det er et kringlet forløb, men som vi siden skal se, er hestens natur- og kulturhistoriske baggrund relevant for forståelsen af, hvorfor det giver god mening at udsætte heste i danske naturområder i dag. Og på en måde er vildhesten egentlig ikke uddød, blot domesticeret – vi har tæmmet den og i vekslende grad fremavlet dens kulturbestemte egenskaber på bekostning af dens naturbetingede egenskaber. Men som allerede nævnt betyder det ikke, at nutidens tamheste er blevet til en anden art end vildhesten, ligesom det heller ikke betyder, at vildhestens oprindelige egenskaber er gået tabt.
2. Vildhestens og tamhestens natur- og kulturhistoriske roller
Tamhesten viser sin nytte inden for en hel vifte af funktioner som arbejdshest såvel som transportmiddel. Det sidste gælder også som nøglefaktor i oldtidens oprustning, forspændt de egyptiske, mesopotamiske og hittitiske stridsvogne i kampen om dominans i Nærorienten – imens vi herhjemme befinder os i bondestenalderen og begyndelsen af bronzealderen, hvor tamhesten kun lige begynder at indfinde sig.
Landskaberne på vores breddegrader er formentlig hesteløse fra de sidste vildhestes forsvinden på Djursland omkr. 3000 f.v.t. til tamhestens indførsel omkr. 1600 f.v.t., men til gengæld varer det ikke længe, før den også rider lige ind i datidens åndelige univers. Senest omkr. 1400 f.v.t. dukker de nordiske bronzealder-rageknive op med et kunstfærdigt greb, der ofte ender i et hestehoved og danner mode, og selv om formålet er dekorativt, peger det utvivlsomt i retning af hestens kosmologiske eller kultiske betydning. Og den betydning finder vi ikke mindst udtrykt i et af bronzealderens allersmukkeste og mest berømte artefakter herhjemme, Solvognen, der ikke er meget yngre end hestens genkomst i form af tamhesten.
Solvognen stammer fra omkr. 1350 f.v.t. og er fundet i Trundholm Mose i Nordvestsjælland i 1902, men kompletteres et århundrede senere, da det i 1998 lykkes at finde yderligere 26 dele til puslespillet. Den danske arkæolog Flemming Kaul har stykket en overbevisende fælles-nordisk bronzealder-mytologi sammen om ’solens rejse’ på baggrund af over 400 bronzealder-genstande, heriblandt knive, halsringe og ikke mindst rageknive, hvor solvognen og solskibe også spiller en essentiel rolle (Kaul 1999). Påfaldende nok er det også omkr. 1400 f.v.t., at helleristningernes skibsstævne som noget nyt begynder at få fremadvendte hestehoveder, først i Sydskandinavien, siden i Mellemsverige og langt op i Norge (Kaul 2014).
Tidligere er tamhesten også blevet tolket ind i en krigerklasses mandlige status-sfære som symbol på den tæmmede natur, men forskere har i stigende grad påpeget sammenhængen mellem kvinden og heste- og vognudstyr i de mange offernedlæggelser med kvindelige genstande fra yngre bronzealder. I en gravhøj ved Bevtoft nær Haderslev er der f.eks. fundet en stenkiste med gravlagte kvindeknogler og forskelligt hesteudstyr, formentlig fra ca. 1100-900 f.v.t. Den gravlagte kvinde har været iført et snoreskørt med lodrette uldsnore, påsat små bronzerør, der har glimtet gyldent i sollyset, muligvis i rituelt øjemed.
Ifølge arkæologen Jeanette Varberg skriver graven sig ind i et mønster, der tyder på, at heste overvejende var knyttet til den kvindelige sfære i bronzealdersamfundets kult, og at kvinder især spillede en fremtrædende kultisk rolle i yngre bronzealder (Varberg 2009). Anderledes, men ikke mindre fremtrædende kosmologisk betydning har heste i senere nordisk mytologi. Verdenstræet Yggdrasil er f.eks. ikke ’blot’ et træ, men kan også anskues som Odins hest, eftersom Ygg er et af Odins mange navne (Grímnismál 53-54), og drasill betyder ”ganger” (hest), hvorved træet faciliterer transporten imellem verdener. Når aserne skal mødes og holde rådslagning ved verdenstræet, rider de også på navngivne hingste (Grímnismál 30), om end ingen af dem er lige så berømte som Sleipner, Odins ottebenede hingst.
Sleipner er i øvrigt kommet ret usædvanligt til verden, født af Loke i skikkelse af en hoppe, der blev bedækket af jætte-hingsten Svaðilfari – hvilket ikke alene illustrerer, hvor underfundig og underholdende nordisk mytologi er, men atter fremhæver betydningen af hesten i vikingetiden.
Gennem årtusinder har enten vildhesten eller tamhesten været vigtig i vores forfædres kultiske og kosmologiske universer, men efter vikingetiden glider hesten ind i folkloren. Den er på vej ud af det mentale univers og bliver i stigende grad blot et transportmiddel og arbejdsdyr.
Heste er imidlertid ikke billige at have på kost, og bønderne sætter både heste og andre husdyr ud på store fælles overdrev eller i skovene og klitterne, hvor de lever af det naturens fødegrundlag – ligesom vildheste har gjort i millioner af år.
Den danske forstmand Georg Friedrich Ernst Sarauw fortæller i 1831 om hestelivet 30 år tidligere, hvor mange heste ”hele året igennem måtte søge deres føde”. Han beretter om ”flokkevis” af udegående heste i skovene omkring Frederiksborg og Kronborg Amt under den strenge Vinter 1802-03: ”Disse heste – sædvanlig udgangs-øg kaldte – var små, hårdføre og nøjsomme, og ofte traf man deriblandt nogle, som midt under vinterens is og sne, uden anden føde end det visne græs, de opskrabede under snebedækningen, og knopperne af træplanter, aldeles ikke fremstillede et billede af sult og vort Nordens vinterkulde.” (Vaupell 1986/1863: 15).
Den danske kulturhistoriker Hugo Matthiesen skriver, at Midtsjællands skovland tidligere kunne karakteriseres som ”en slags stutteri for vilde heste”, hvor hestene levede i naturen: ”På alle større skovstrøg – frem for alt på Sjælland – holdt bønderne en urimelig mængde småheste, de såkaldte udgangsøg, som året rundt færdedes frit omkring og bjærgede sig føden, som de bedst kunne – ’ligesom hjorte og rådyr’. (…) For skoven var disse øg, der stundom gik under navnet ’vildsmakker’, slemme gæster at have på kost, og St. St. Blicher fortæller, at han i sine unge dage ofte havde været vidne til, hvorledes de lådne, rødlige småheste i Lysgaard Herreds Skove rejste sig på Bagbenene med forfødderne op mod træstammerne for bedre at afgnave Knopper og Spring.” (Matthiesen 1942: 46f).
På den ene side er dette en god ’handel’ for både bonden og naturen. Bondens heste får gratis mad, og tamhestene tilfører naturen den dynamik, der ellers ville være helt forsvundet med vildhestene. På den anden side er det imidlertid også en ’handel’, hvor naturgevinsten bogstavelig talt kan blive ædt op af overgræsning.
I takt med at antallet af husdyr tiltager, overskrider man også flere steder det antal dyr, der naturligt ville have været plads til fra naturens hånd, hvorved f.eks. hestene æder mere, end godt er. I skovene bliver underskovens opvækst stærkt begrænset af de mange husdyr, og i tilknytning til den omsiggribende indsamling af brændsel og materiale til gærder hæmmes skovenes naturlige foryngelse mere og mere. I klitterne bidrager et voksende antal dyr væsentligt til sandflugten, fordi en mere sparsom vegetation er dårligere til at holde på sandet (Binderup 2006), om end også dette problem skal ses i tilknytning til den generelle overudnyttelse af naturen. Også i kystnaturen hæmmes vegetationen af en omfattende indsamling til brændsel, tækning og foder, der efterlader nøgne klitter med bart og letbevægeligt sand og fører til et selvskabt sandflugtsproblem (Wind m.fl. 2017).
Modtrækket mod hestenes og de øvrige husdyrs overgræsning, bliver fredskovsordningernes drastiske afvikling af græsning i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. I skovene er det hensigten at sikre opvæksten ved at udelukke dyrene, i klitterne skal sandfulgten standses ved at fjerne græssere og udplante hjælme, der skal holde på sandet. Sandflugten hindres altså ved at fastlåse klitternes bevægelighed, men derved fastlåses også klitnaturens økosystemer i stagnerende stilstand. Sideløbende hermed etableres nåleplantager i tætte rækker, der lægger beslag på stadig større naturarealer i store dele af Jylland uden plads til naturlige processer og hjemmehørende arter.
Sammen med tamsvin og kvæg har heste påvirket store dele af naturen året rundt og udøvet mange af de samme økosystemfunktioner som de udryddede vildsvin, urokser og vildheste. Med græsningsophøret forsvinder derfor biodiversitetsfremmende tramp, frøspredning og lort, hvilket drastisk indskrænker spirehullerne, møgfaunaen og levestedernes variation.
Hestens sidste økosystemfunktioner forsvinder helt fra dansk natur i midten af 1900-tallet, da dens arbejdsfunktioner overflødiggøres af traktoren. Derefter falder antallet af landbrugsheste fra ca. 630.000 i 1946 til 12.000 i 1965 (Tellerup 2002). Hestenes betydning for naturen reduceres med andre ord til en ubetydelighed.
Exmoor ponyer, Texel, Holland (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Hopper kæmper om rangfølgen. Exmoor Ponyer, Sydlangeland. Naturstyrelsen (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Vildheste finder føde i skoven. Molslaboratoriet. Naturhisorisk Museum, Aarhus (foto © Rune Engelbreth Larsen)
3. Nutidens vildheste og diskussionen om naturlig dyrevelfærd
Tamheste begynder at blive brugt i den klassiske naturpleje i anden halvdel af 1900-tallet. Det er foregået (og foregår) gerne på den måde, at heste sættes ud bag hegn på et lille naturareal, hvor de græsser i sommerhalvåret, hvorefter de hentes hjem til hestens ejer og som regel sættes på stald og fodres vinteren igennem. I værste fald sættes der imidlertid alt for mange græssende dyr ud på arealet, og vegetationen nedbides markant, samtidig med at jordbunden homogeniseres. Overgræsning er det typiske mønster i den del af naturen, der plejes med sommergræssende dyr, hvorimod undergræsning er hovedproblemet i langt hovedparten af naturen, hvor der er alt for få store dyr (Fløjgaard m.fl. 2021:19).
I bedste fald foregår naturplejens sommergræsning med et afbalanceret dyreantal, i hvilke tilfælde dyrene udøver deres økosystemfunktioner i op til halvdelen af den tid, som f.eks. vildhesten har gjort det historisk. Det betyder bl.a., at der er friske hestepærer på arealet halvdelen af året, at dele af vegetationen bliver nedbidt halvdelen af året, og at jordbunden påvirkes af tramp halvdelen af året. Problemet herved er ikke alene, at sommergræssende dyr kun påvirker naturen halvdelen af året, men også at den manglende naturpåvirkning er en anden om vinteren end om sommeren, bl.a. fordi fødeudbuddet ikke er det samme.
Om vinteren er der f.eks. ingen blomster, og selv om der stadig vokser græs, vokser det meget, meget langsomt, hvorfor adgangen til denne del af fødegrundlaget er markant reduceret. Det har selvfølgelig været kendetegnende for de naturskabte vilkår i millioner af år, og som bekendt hører hesten jo ikke til de arter, der er gået i vinterdvale af den grund, men er derimod evolutionært tilpasset de årstidsbestemte variationer i fødeudbuddet ligesom alle andre planteædere, der skal finde føde om vinteren – og ligesom vegetationen på sin side tilsvarende er tilpasset planteædernes forskellige økosystem-påvirkninger året rundt.
Derfor giver det også den mest naturtro påvirkning af økosystemerne, når hestene lever i og af naturen hele året, og på store naturarealer er der god plads til både at finde føde og få opfyldt hestens øvrige behov. Det betyder også, at helårsgræssende heste i nogle henseender får en anden adfærd end tamheste, fordi deres fødegrundlag og udfoldelsesmuligheder adskiller sig radikalt fra de heste, der er vant til at blive fodret, og som kommer på stald om vinteren og ellers tilbringer store dele af tiden i meget små folde.
Som vi har været inde på, kan man i og for sig argumentere for, at vildhesten slet ikke er uddød, men derimod blot er blevet domesticeret, hvorfor nutidens tamhest er den samme art som den oprindelige vildhest, skønt avl selvfølgelig har fremmet nogle egenskaber på bekostning af andre. Det betyder, at nogle heste er avlet længere væk fra deres historiske og naturlige egenskaber end andre, og at de heste, der har bevaret flest af vildhestens oprindelige egenskaber, egner sig bedst i naturen og derfor stort set har samme adfærd og behov, som vildhesten har haft historisk.
Ligesom Takhien og den uddøde Tarpan kan også andre heste af robust statur leve vildt året rundt som den historiske vildhest, uagtet at deres DNA er iblandet tamheste-gener. I Danmark er det især de robuste Exmoor Ponyer og Konikker, der udsættes i naturområder, hvor de skal leve i og af naturen.
Exmoor ponyer er genforvildede heste, der stammer fra hedelandskabet Exmoor i Sydvestengland, hvor de historisk har levet mere eller mindre vildt. Under Anden Verdenskrig er de imidlertid tæt på udryddelse, fordi soldater skyder til måls efter dem under skydeøvelser, og fordi de slagtes illegalt på grund af fødevarerationaliseringen. Efter krigen er der kun ca. 50 tilbage, men med etableringen af Exmoor National Park i 1954 øges bestræbelserne på at bevare den sjældne pony, og i 1960’erne begynder man at etablere bestande uden for Storbritannien.
I 1964 tager daværende formand for The Exmoor Pony Society, David Brewer, initiativ til udsætningen af 25 Exmoor Ponyer på den danske ø Tærø, der ligger i Ulvsund midt mellem Bogø og Møn (Horton 2020). Flokken vokser de følgende årtier, og i 2003 udsætter Naturstyrelsen 12 Exmoor Ponyer fra Tærø på ca. 25 hektar ved Klise Nor på Sydlangeland. I 2006 flyttes de fleste til et større areal på ca. 100 hektar nær Dovns Klint, hvor de siden er blevet den største turistattraktion på hele Langeland. De første heste, der udsættes på øen, er således tredje-fjerde generation af de Exmoor Ponyer, der har levet i naturen hele deres liv på Tærø.
Efterfølgende er der kommet yderligere afkom, og mange af de ’overskydende’ heste på Sydlangeland er siden blevet sat ud andre steder, bl.a. i Naturstyrelsens egne naturområder i Stråsø, Skindbjerglund og på Ulvshale. Det er altså ikke ’uforberedte’ rideheste, der sættes ud i danske naturområder, men derimod efterkommere af heste, der i forvejen har levet i naturen året rundt. Det samme gælder f.eks. Molslaboratoriet, hvor Exmoor ponyerne i stedet kommer fra tyske naturområder med helårsgræsning.
En anden hest, der i dag kan mødes i danske naturområder, er Konikken, der har en helt særegen forhistorie (Konik er diminutiv af det det polske ord for hest: kon). Konikken er et resultat af Tadeusz Vetulanis avlsprojekt, der begynder i 1936 som en bestræbelse på at ’tilbageavle’ nogle polske heste til den uddøde Tarpan, der dengang blev betragtet som den historiske vildhest. Vetulanis bestræbelser er dog ikke motiveret af naturhensyn, men først og fremmest af ideen om at fremavle stærke arbejdsheste, der måske også kunne vise sig interessante inden for sport og militær (van Vuure 2014). Men selv om bestræbelsen på at tilbageavle den uddøde Tarpan ikke er særlig vellykket, har ideen måske fremmet Konikkens rygte og popularitet i flere europæiske naturprojekter? I alle tilfælde er det også en hest, der allerede har levet i europæiske naturområder i flere generationer, og som egner sig fortrinligt til det – også i Danmark.
Den 1. januar 2020 lever der ca. 340 helårsgræssende heste i Danmark, heraf over 310 Exmoor Ponyer og mere end 30 Konikker (Larsen 2020b). Siden er både antallet af heste og områder forøget, og i 2021 er der i alt 27 hegnede naturarealer med helårsgræssende heste fordelt på næsten 2.000 hektar, der spænder fra det mindste areal på 15 hektar til det største på 460 hektar (Fløjgaard m.fl. 2021).
Vi kunne kalde Exmoor Ponyer og Konikker for naturheste, genforvildede heste eller funktionelle vildheste for at tydeliggøre, at de er en del af naturområdernes biodiversitet, til forskel fra almindelige tamheste. Det er imidlertid lettere, mere mundret og mere praktisk, at vi slet og ret kalder dem for vildheste. Det kaldes de som regel også i den formidling, der foregår i de forskellige naturområder, og det er jo netop også vildhestens naturlige adfærd og behov, der tilgodeses på denne måde.
Nogle opfatter det som kontroversielt at benytte betegnelsen vildhest om nutidige heste, formentlig fordi vi har vænnet os til tamhestens levevis i små folde eller på stald, men måske også fordi vi har næsten lige så svært ved at forestille os heste leve vildt, som vi har svært ved at se ulven i en gravhund. Men hvor gravhunden er resultatet af en avlshistorik, der har bevæget sig meget langt bort fra ulven, er vildhestens historiske funktioner og adfærd i økosystemerne næppe anderledes end dem, der kendetegner dens robuste artsfæller, som lever i og af naturen i dag.
I modsætning til fortidens vildheste lever nutidens vildheste som regel bag et ydre hegn, men det har jo ikke i sig selv betydning for, om det giver mening at karakterisere nogle af nutidens heste som vildheste. Det, der domesticerer dyr, er ikke et hegn, men derimod de nyttefunktioner og -egenskaber, der påtvinges dyrene og stedse fremmes.
Den helt fundamentale forskel i dag, er, om dyrene er tamme og fodres regelmæssigt, eller om de lever vildt i og af naturen. Og det sidste er netop hensigten med hestene i naturnationalparkerne, og derfor kan de meningsfuldt karakteriseres som genforvildede heste eller slet og ret vildheste.
Og fastholder vi, at vildheste er utæmmede heste, der ikke har en nyttefunktion, men som i modsætning til f.eks. rideheste, sportsheste og cirkusheste lever i og af naturen året rundt, skal de heller ikke fodres, for derved bliver deres fødesøgning og øvrige påvirkning af vegetationen hverken naturlig eller optimal. For at undgå ekstreme sultsituationer, f.eks. under særligt strenge vintre eller lange tørkeperioder om sommeren, er det politisk besluttet, at man i sådanne ekstraordinære tilfælde undtagelsesvist kan tilskudsfodre dyrene. Det er ikke sikkert, det nogen sinde bliver nødvendigt, men hvis det ikke kan undgås – og hvis det gøres uden tilvænning – betyder det heller ikke, at dyrene pludselig ændrer adfærd.
Hvis man også bekymrer sig for vildhestenes ”frie bevægelighed” og betragter det som en væsentlig hæmsko, at de skal leve bag hegn, er det imidlertid værd at bemærke, at de har langt, langt større arealer at boltre sig på end tamhestene. Og det gælder både i de eksisterende 25 naturarealer med vildheste og i særdeleshed i de kommende 15 naturnationalparker, der spænder mellem 300 og 5.000 hektar. Skulle man f.eks. vælge at sætte vildheste ud på det totale areal i hver eneste af de 15 naturnationalparker, ville en hest dér kunne udfolde sig hele året i områder, der er mellem 4.000 og 60.000 gange større end typiske tamheste-hegninger.
Dermed er vi også skredet over i den del af problemstillingen, der handler om dyrevelfærd og -etik, for i den sammenhæng er arealstørrelser heller ikke uvæsentlige. Det er selvfølgelig ikke irrelevant for hestenes trivsel, om de kan udfolde sig en del af året på 800 kvadratmeter og andre dele af året skal stå på stald, eller om de i stedet kan udfolde sig hele året på 3 millioner kvadratmeter i den mindste naturnationalpark eller på over 50 millioner kvadratmeter i den største. Fødegrundlaget afhænger i reglen af arealstørrelsen, og jo større og mere varieret natur, desto større er sandsynligheden for, at vildheste kan opsøge lige præcis de dele af naturen og finde lige præcis den føde, de har mest behov for.
Det er selvfølgelig hensigten, at antallet af dyr ikke bliver større, end at de understøttes af et naturligt varieret fødegrundlag året rundt, i hvilket tilfælde hestene selv styrer, hvor lidt eller meget de gider æde af det ene og det andet.
Et review af mere end 70 års erfaringer med Konikker, der har levet under semi-vilde forhold i et polsk skovreservat (med henblik på avl), viser, at hestene af sig selv vælger en alsidig kost, der også inkluderer blade, bark og svampe – også når der er et stort fødeudbud, og de derfor kan vælge og vrage. Det er altså ikke tegn på et ringe fødeudvalg, når heste æder bark, selv om det kan virke kontra-intuitivt på nogen, fordi hestene gerne karakteriseres som græssere (Górecka-Bruzda m.fl. 2022). De fritlevende Konikkers evne til at bevare kropsfedt gør dem således fuldt ud i stand til at overleve den sæsonbetingede begrænsning af græs, og intet tyder på, at de klarer sig dårligere i skoven end heste på stald. Analysen er bl.a. baseret på optegnelser og erfaringer fra over 100 heste, der er blevet tilset dagligt eller jævnligt, og hvor hver eneste hests individuelle data (fødsel, død, eventuelle helbredsproblemer eller anormale adfærd) er registreret, og hvor man i øvrigt har reduceret menneskelig indgriben til et minimum (Górecka-Bruzda m.fl. 2022).
I de kommende danske naturnationalparker er arealerne for store til, at man kan tilse dyrene enkeltvis hver eneste dag, men erfarne fagfolk kan vurdere dyrene på flokniveau, tolke deres adfærd og ikke mindst danne sig et godt overblik over udsving i det tilgængelige fødegrundlag. Det er baggrunden for tilføjelserne til dele af dyrevelfærdsloven, hvor der er vedtaget nye bestemmelser for dyr, som udsættes i naturnationalparkerne. Disse dyr kan f.eks. fremover undtages fra § 9, ifølge hvilken såkaldt holdte dyr ellers skal ”tilses mindst en gang om dagen”.
På naturnationalparkernes store arealer er dagligt tilsyn af hvert enkelt dyr ikke blot praktisk umuligt, men det er heller ikke nødvendigt i et meget stort område, hvor naturlige forhold så vidt muligt er under genetablering. Og hvis fødegrundlaget f.eks. er i overflod den ene dag, vil der heller ikke pludselig være fødemangel dagen efter. Men det fremgår også, at der stadig skal være ”et vist tilsyn med bestanden” for at sikre, at syge dyr og tilskadekomne dyr opdages, og bestanden bliver også reguleret ned, hvis der generelt skulle mangle føde, vand eller ly.
Det er naturligvis også vigtigt ikke at se det som et faresignal, at vildhestene taber sig om vinteren, ligesom det ikke nødvendigvis er et tegn på, at de lider sult, blot fordi man kan skimte konturerne af deres ribben. Det er imidlertid ofte sådanne udsving i kropsvægten, der mistolkes. I en artikel om hestes generelle dyrevelfærd påpeger Mette Uldahl, der er formand for Sammenslutningen af europæiske dyrlæger, at det faktisk er overvægt, der er den største årsag til, at heste må aflives herhjemme – tamheste, vel at mærke. Og når det er blevet så vanskeligt for stadig flere at erkende hestes faretruende overvægt, er det måske også blevet lettere at mistolke naturlige vægtudsving som undernæring?
Uldal bemærker: ”Hestene bliver mere og mere overvægtige, og overvægt er den primære årsag til, at heste må aflives (…) Flertallet af hesteejere har ikke den samme faglige viden omkring hestens basale behov, som det var tilfældet tidligere. Det betyder, at vi som ryttere ofte mistolker en overvægtig hest som værende muskuløs. (…) Det betyder, at ejeren først begynder at få øjnene op for problemet, når hesten er kraftigt overvægtig.” Hun gør opmærksom på, hvorfor vægttab også er naturligt om vinteren: ”Heste er som udgangspunkt skabt til at bevæge sig. Det er naturligt, for heste der lever frit, at de gennem vinteren taber sig en del grundet begrænset adgang til naturlig føde, men når sommeren kommer, og græsset igen gror, får hesten genopfyldt sine depoter.” (Uldahl 2019).
Det er imidlertid ikke mindst på grund af den manglende tilskudsfodring, at Naturhistorisk Museum rutinemæssigt politianmeldes for ”vanrøgt” af helårsgræssende dyr, der lever i og af naturen, fordi nogle aktivister synes, at hestene ser ’tynde’ ud. Myndighederne har imidlertid aldrig fundet noget at udsætte på dyrevelfærden. Fra februar 2019 til maj 2024 har Fødevarestyrelsen således været på 25 kontrolbesøg (heriblandt uanmeldte kontrolbesøg), og i adsksillige tilfælde sammen med politiet, for at tjekke, hvordan dyrene har det, og om dyrevelfærdsloven bliver overholdt. De har ikke fundet anledning til en eneste anmærkning. Ikke én.
Forvekslingen af naturlige vægtudsving med mistrivsel er formentlig den afgørende forklaring på, at vildheste desværre også fodres ulovligt, fordi nogen tror, at helårsgræsning uden tilskudsfodring udmagrer dyrene. En undersøgelse fra Storbritannien viser imidlertid, at forbipasserendes fodring af heste i almindelighed er en trussel mod dyrenes ve og vel, og selv om undersøgelsen ikke er relateret til vildheste i Danmark, er dens konklusioner værd at tage i betragtning i forhold til uopfordret fodring af andres heste i almindelighed.
Ifølge undersøgelsens rundspørge har tre fjerdedele af 1.017 adspurgte hesteejere i Storbritannien oplevet, at deres heste er blevet fodret uden tilladelse. Heraf blev 220 heste syge, og halvdelen af dem fik brug for dyrlægebehandling. 81 af disse heste kom sig aldrig helt igen, og 35 af dem døde eller måtte aflives. Fremmedes fodring af heste tager således ikke hensyntagen til hestenes individuelle behov, og forbipasserende har intet kendskab til, at nogle heste f.eks. kan have allergier og andre problemer, der kan forværres drastisk af tilfældig fodring (Jones 2021). I en kampagne opfordrer The British Horse Society derfor alle til at undlade enhver fodring af heste, der ikke er deres egne: ”Enhver slags foder, græsstrå eller en hvilken som helst plante kan gøre heste ekstremt syge eller sågar slå dem ihjel.”
Den ulovlige fodring af vildhestene på Naturhistorisk Museums arealer i Mols Bjerge underminerer ikke alene den igangværende forskning i helårsgræssende dyrs adfærd og deres påvirkning af naturen, men er også risikabel i forhold til dyrenes sundhed.
I de kommende naturnationalparker og andre naturområder, hvor vildheste sættes ud bag hegn, tilstræbes det selvfølgelig, at antallet af dyr svarer til fødegrundlaget, så dyrene ikke lider sult på noget tidspunkt af året. Skulle antallet af dyr overstige fødegrundlaget, reguleres bestanden som nævnt – det vil sige, at et ’overskud’ af heste tages ud ligesom man også gør på Naturhistorisk Museums 120 hektar store naturareal, Molslaboratoriet. I begyndelsen af 2020 var den samlede bestand af dyr vokset til 77, heraf 44 vildokser og 33 vildheste, og for at undgå, at nogle skulle begynde at lide sult, blev 41 dyr taget ud. Nogle af de udtagne kreaturer og én af vildhestene endte som rovdyrfoder i Ree Park, mens de øvrige udtagne heste blev sendt til andre naturområder.
Alt tyder på, at der kommer mange flere vildheste i danske naturområder fremover, ikke alene i naturnationalparker, hvorfor der også vil være mange om at aftage de ’overskydende’ dyr fra de områder, hvor bestandsudviklingen på et tidspunkt overstiger fødegrundlaget. Hvis dette en dag bliver umuligt, kan de måske også ende som rovdyrfoder i en dyrepark. Det er ikke odiøst, og det er heller ikke en fremmed skæbne for danske rideheste.
Hesteejere har også doneret deres gamle, syge og fejlkøbte rideheste til løvefoder i Givskud Løvepark og andre dyreparker, hvor der ligefrem har været venteliste for at aflevere heste til foder (Jyllands-Posten, 11.9.2009).
En anden anke, der dukker op blandt kritikere, er ’misdannede’ hove, hvis f.eks. den hornede del af hoven bliver for lang, flækker og vrides ud af form. Spørgsmålet er imidlertid, hvornår og i hvilket omfang dette er et problem i naturen?
Den tidligere nævnte analyse af mere end 70 års erfaringer med Konikker i et polsk skovreservat er også informativ, når det kommer til hestenes specifikke helbredsproblemer. Konikkerne har f.eks. aldrig fået trimmet deres hove, som dermed udvikler sig individuelt under naturlige processer på baggrund af hestenes slid og det terræn, de bevæger sig rundt i. Alligevel er der ikke observeret nogen permanent deformation af hestenes hove eller deres benstilling af den grund. De flækkede hove, der er iagttaget, er siden ”selvtrimmet” i naturen, hvorpå de ser normale ud igen efter 1-3 måneder. Revner i hovene er almindeligvis ikke særligt dybe og udfyldes naturligt. Selv blandt de tre heste, der inden for de seneste 30 år er observeret med dybere revner helt op til midten af hoven eller endnu længere, er det kun for én hest resulteret i halthed i to måneder, og da det flækkede horn brækkede af, blev hesten rask igen efter en uge (Górecka-Bruzda m.fl. 2022).
Vi må lære at acceptere, at livet i naturen ikke svarer til livet på stald eller i en lille tamheste-fold, men at naturen selvfølgelig rummer risici, som dyrene er fri for, hvis de aldrig kommer ud på egen hånd (eller hov). Til gengæld muliggør naturen, at dyrene kan udfolde deres naturlige adfærd og indgå i de økologiske sammenhænge, de er evolutionært tilpasset – til gavn for dem selv og mange andre arter.
En langt mere grundlæggende dyrevelfærdsproblemstilling, som til gengæld i reglen forbigås i tavshed af flere dyrevelfærdsorganisationer, er, at hestenes naturlige sociale adfærd også inkluderer muligheden for at få afkom. Ikke desto mindre er det planen at fratage dyrene denne essentielle del af deres adfærd i flere naturnationalparker, hvor der kun udsættes hopper eller valakker (kastrerede hingste). I den videnskabelige følgegruppe, der rådgiver Naturstyrelsen om naturnationalparkerne, er der bred enighed om vigtigheden af såkaldt reproducerende bestande af de store dyr (altså dyr, der kan få afkom) for at opnå ”naturlige bestandssvingninger, naturlig adfærd og social læring i flokken” (NNP Notat 6). Dyr, der kan få afkom, vil desuden ”skabe en rolig og velfungerende folk i modsætning til en løbende udskiftning af dyr i flokken” (NNP Notat 7).
Fravalget af reproducerende dyr hindrer dyrene i at udleve deres sociale flokadfærd med afkom, hvilket ikke alene går ud over deres trivsel, men heller ikke er optimalt for biodiversiteten. En del af dyrenes fødesøgning og adfærd er betinget af flokkens sociale læring, som går i arv fra generation til generation – men naturligvis kun går i arv, hvis dyrene kan få afkom og lære fra sig. Jo mere de store dyr kan udleve deres naturlige adfærd og få opfyldt deres naturlige behov, desto bedre. Og vildere og mere naturlig natur forudsætter vildere dyr med så naturlig adfærd som muligt – i hestenes tilfælde vildheste.
Digteren Hans Vilhelm Kaalund ved godt, hvad hestene foretrækker, hvis de får valget mellem at leve i det fri eller stå på stald. Tegningen er af Johan Thomas Lundbye og digtet fra ’Fabler for Børn’, 1845.
Her er det måske på sin plads lige at opsummere:
Tamheste er heste, der er tamme, og som ikke skal leve i og af naturen, men derimod regelmæssigt fodres og sættes på stald om vinteren, fordi deres funktion er at være mennesket til nytte og fornøjelse, f.eks. som rideheste, arbejdsheste, cirkusheste og sportsheste.
Vildheste er derimod heste, der ikke er tamme, ikke sættes på stald om vinteren, lever i og af naturen (eller som kun undtagelsesvist og i nødstilfælde tilskudsfodres), og hvis funktioner er dikteret af deres naturskabte behov og adfærd i økosystemerne. Af to grunde forudsætter sådanne forhold et ydre hegn som praktisk foranstaltning: For det første fordi det skal beskytte vildhestene imod at blive kørt ihjel af biler eller tog på landets veje og jernbaner, og for det andet fordi det skal sikre, at dyrene faktisk udøver deres økosystemfunktioner i de pågældende naturområder, hvor de gør mest gavn for de øvrige arter.
Konik heste, Bøtø, Falster. Den Danske Naturfond (foto © Rune Engelbreth Larsen)
Helt frem til 1800-tallet, og nogle steder længere endnu, er det almindeligt, at bøndernes heste og kvæg går ude året rundt og lever af det fødegrundlag, som naturen tilbyder. Græsgang foreviget af den hollandske billedkunstner Adriaen van de Velde 1660.
4. Erfaringer med nutidens vildheste i genforvildet dansk natur
Heste er ikke drøvtyggere som f.eks. bisoner, okser, hjorte, får og geder, der har flere maver eller maveafsnit og gylper den gennemtyggede føde op fra vommen, for atter at tygge den igennem i flere omgange. Hos kvæget tager passagen af foderet således ca. 80 timer, hvor det hos hesten blot tager 48 timer (Buttenschøn 2007: 89). Derfor skal der mere føde gennem hestens system end gennem drøvtyggerens.
Men hvad nu, hvis de store dyr pludselig finder på at æde en bestand af stærkt truede eller sårbare orkideer, når de nu æder hele tiden og kan æde frit fra alle hylder i et varieret naturområde? Skal man så pludselig detail-indhegne sjældne blomster her og der, så dyrene ikke æder ’det forkerte’, og græsningen derved går ud over biodiversiteten?
Så længe vi undgår den overgræsning, der sine steder har fundet sted historisk, og som stadig finder sted i store dele af den klassiske naturpleje, er det næppe en relevant bekymring. Et tysk studie af et 90 hektar stort område i Tyskland med den sjældne orkidé biblomst viser f.eks., at orkideens udbredelse og antal forøges signifikant af helårsgræssende heste gennem en 12-årig periode fra 2009 til 2021, hvor der kun er blevet vinterfodret i beskedent omfang (Köhler m.fl. 2023). Ikke ulig erfaringerne fra Naturhistorisk Museums 120 hektar store naturområde Molslaboratoriet, hvor der har været helårsgræssende vildheste og vildokser siden 2016.
Et studie af floraen, der er gennemført i 2020-21, viser således, at der allerede efter 4 års helårsgræsning er iøjnefaldende ændringer, når man sammenligner de græssede områder med de frahegnede kontrolfelter, hvor der ikke går dyr. Ifølge dette studie er der en tendens til større rigdom af planter og flere sjældne arter dér, hvor der er græsning, end dér, hvor der enten er høslæt eller slet ingen græsning (Bonavent m.fl. 2023).
Endnu mere specifikke erfaringer er blevet stadig tydeligere frem til 2022, idet Naturhistorisk Museum løbende offentliggør medarbejderes iagttagelser i området. Udover at græsset generelt hæmmes til fordel for en kraftig opblomstring af urter, og der opstår flere lysninger i skovområderne og blomsterrige stier mellem gyvelbuskene, er der også interessante planter, der begunstiges af de store dyrs græsning, tramp og lort, f.eks. tandbælg, tormentil, mælkeurt, og ikke mindst mosetroldurt, der lyser sletten op i violette toner i foråret.
Fra 2016 til 2022 er orkideen maj-gøgeurt f.eks. tidoblet i antal fra ca. 100 til ca. 1.000, mens den meget sjældne og truede blomst kantet kohvede, der kun fandtes uden for arealet i beskedent antal før 2016, nu også har spredt sig til Molslaboratoriet, hvor den største udvidelse i udbredelse har fundet sted. Botanikerne, der har analyseret udviklingen, konkluderer, at græsning eller naturpleje, der reducerer førne og tilgroning af buske og træer, tydeligvis favoriserer blomsten, og at den trives godt med helårsgræsning (Werling m.fl. 2022).
Vildhestes fødevalg gavner biodiversiteten, men de er også gode til at tilgodese sig selv med en sund og alsidig føde. Vi har tidligere været inde på, hvordan helårsgræssende Konikker af sig selv vælger en kost, der også inkluderer blade, bark og svampe (Górecka-Bruzda m.fl. 2022). Det er næppe heller overraskende for mange af de forvaltere, der har erfaringer med helårsgræssende vildheste herhjemme, at træer og buske er på hestenes menu, men nu er denne erfaring også dokumenteret på Molslaboratoriet. I en analyse af såkaldt miljø-DNA fra hestepærer og kokasser, der er indsamlet blandt vildhestene og vildokserne, fremgår det, at vildhestene ikke kun æder græs og urter, men desuden får deres føde fra træer og buske, heriblandt eg, lyng, gyvel og brombærbuske (Thomassen m.fl.2023). Dermed fremgår det atter, at det ikke er ’synd’ for heste, at de er ’nødt’ til at æde af træer og buske om vinteren, for det er tydeligvis dyrenes eget valg hele året – også når de har en overvældende overflod af græs til rådighed i maj, juni og juli.
Sammenlagt viser hestenes og kvægets efterladenskaber i det hele taget en meget stor variation i fødevalget med spor af 133 forskellige planteslægter. Men hvor kvægets fødevalg indsnævres om vinteren, forbliver hestenes fødevalg meget alsidigt året rundt. Frygten for, at gyvel og eg skulle være giftige for heste, og at det derfor er problematisk at sætte dem ud på naturarealer, hvor de kan ’risikere’ at indtage disse planter, ser også ud til at være ubegrundet. Dyrene æder af begge dele hele året rundt, også når der er masser af andet tilgængeligt føde, men der har aldrig været problemer med forgiftninger, hvilket yderligere tydeliggør, at de selv kan administrere, i hvilket omfang de kan og bør æde forskellige fødeemner.
Når det alligevel er en kilde til bekymring for nogen, at hestene ’er nødt til’ at æde af sådanne planter, er det formentlig baseret på usammenlignelige erfaringer fra tamheste, der som nævnt ofte må gå i meget små folde med en ensformig græsvegetation uden et naturligt fødeudbud. I sådanne situationer kan et enkelt egetræ måske komme til at fylde for meget af det, hestene æder af, hvilket ikke er tilfældet i varierede naturområder, hvor de frit kan vælge og vrage fra en stor og varieret buffet.
Vildhestene vil også egne sig i klitnaturen, der i dag lider under manglende dynamik. Faren for sandflugt er væk, fordi overudnyttelsen af kystens naturgrundlag i form af den tidligere udbredte indsamling af materiale til f.eks. brændsel og tækning for længst er ophørt i klitterne, hvor overgræsning heller ikke finder sted, når der kun udsættes det antal dyr, der er fødegrundlag til. Til gengæld er der eksperimentelt belæg for biodiversitetsfordelene ved at få græsningsdynamikken retur med store dyr, kombineret med plads til vindens og vandets naturlige dynamiske processer (Brunbjerg m.fl. 2015a). Et naturligt antal græssende dyr i klitterne fører med andre ord ikke til sandflugt.
Det er planen, at der skal være vildheste i flere af naturnationalparkerne, og i betragtning af disse områders arealstørrelser og alsidige natur vil fødegrundlaget være rigeligt varieret. Antallet af dyr skal naturligvis afbalanceres med fødegrundlaget, men alt tyder på, at det snarere bliver et problem med undergræsning end overgræsning. Henad vejen kan (og bør) både antal og dyresammensætning selvfølgelig justeres, ligesom flokke uden afkom kan udskiftes med reproducerende vildheste.
Dette essay er ét af 26 kapitler i bogen Naturnationalparker og de store dyrs genkomst. Hvis du vil læse hele bogen, findes den på biblioteker, men kan også bestilles: Jule-tilbud 2024: 300 kr. inkl. porto (spar 20%). MobilePay 40885225 (bestil inden 15.12.! Bogen fremsendes 16.12.). Læs mere her.
Rune Engelbreth Larsen
Tak til private givere for støtte til foto-ture og udarbejdelse af manuskript